Evangelieteksten
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!
Lukasevangeliet 2,1-14
Prædiken
Da vorde engle vi som de,
Guds milde ansigt skal vi se.
Man har kaldt billedet den afghanske Mona Lisa eller det mest kendte og anerkendte pressefoto fra sin tid. Det er taget af den amerikanske fotojournalist Steve McCurry og prydede i 1985 forsiden af bladet National Geographic. Hvis I har set billedet kan I huske det. Pigen på billedet er ung og så alligevel gammel. For hun har et ansigt, der bærer præg af, at hun har set meget. Alt for meget. Og billedet er da også først og fremmest kendt for hendes usædvanlige og lidt opspilede øjne. De er lysende blå-grønne og hun ser lige på os. Et laset rødligt tørklæde er kastet om hendes hoved. Hun befinder sig i en flygtningelejr i Pakistan. Fordrevet fra Afghanistan, hvor de sovjetiske beskydninger tog livet af hendes forældre.
Hun er ikke til at glemme. Og stort var derfor postyret, da det efter 20 år lykkedes samme journalist at opspore hende igen.
Vi vil dog forlade hende her. Så godt vi nu kan. For det er nemlig sådan at ansigter er svære at glemme. En konflikt, der ellers virker uendelig fjern bliver pludselig nærværende. Det er ikke svært at komme i tanke om andre kendte fotografier af ansigter, der virker på samme måde. Den jødiske dreng med hænderne over hovedet på vej ud af Warschawas getto, den vietnamesiske pige ramt af napalm, der løber nøgen gennem kaos. For når vi først har set deres ansigter , husker vi dem. På en underlig måde forbinder vi os med dem. Vi kan ikke lade være.
Det gør sig også gældende i langt fredeligere sammenhænge og udnyttes selvfølgelig når ethvert nyhedsindslag ledsages af en eksempelfortælling eller skulle jeg sige et eksempelansigt på den gamle, der ikke får hjemmehjælp eller pendleren, der ikke får sit IC4-tog.
Ansigter skal der til, for ansigtet kalder mennesket i os frem. Det er der lavet lange udviklingspsykologiske undersøgelser af. Det er vores forældres ansigter, der kaldte os frem som mennesker, da vi var spæde.
Og sådan er det stadig. Vis mig dit ansigt, før alt er forbi, så er vi begge tilstede, skriver Benny Andersen. Når du viser mig dit ansigt, ved at være nærværende og tillidsfuld, være dig selv, være ærlig, ved at træde i karakter er vi begge til stede. Når du viser ansigt kommer du selvfølgelig til stede. Det ligger jo i udtrykket at vise ansigt. Men det gør jeg også. For når jeg ser dit ansigt, ser hvem, du er, set alt det, vi er fælles om og kan dele, kaldes mennesket uvægerligt frem i mig. Medmennesket.
Og hvad har så det med jul at gøre? Med juleaften at gøre? Det har alt med juleaften at gøre! For også her hos os, hvor vi er forskånet for alvorlige konflikter og krise er det sandt, at vi har brug for at se hinanden ansigt til ansigt. Være sammen. Som vi er det blandt andet i julen.
Men også i mere grundlæggende forstand har dette med at ansigtet kalder mennesket frem med julen at gøre. For selvfølgelig ved Gud om os, at det er sådan, det er. Det har han altid vidst. Og netop julenat tog han konsekvensen. For hvad er det der sker julenat? Hvad er det hyrderne, der har hørt englenes sang og de hellige tre konger, der har fulgt stjernen får at se, da de når frem til stalden? Et lille rynket nyfødt menneske-ansigt. Sådan viste Gud ansigt julenat. Han viste sig ikke i form af en stemme fra en tornebusk eller en skystøtte i ørkenen, men i form af et menneskeansigt. Han ville nemlig, at vi begge skal være tilstede. Både ham og os. Han ville, at vi skal se, hvor meget vi kan dele. Han ville vise os, at han er tilstede, elsker os og følger. Og Guds spæde menneskeansigt i krybben denne nat blev senere til en voksen mands ansigt. Som lo af os, når vi blev for selvhøjtidelige, så skarpt på os, når vi blev fordømmende, smilede kærligt til os, når vi blev fortvivlede og forvirrede og led for os til sidst, for at vi aldrig må komme i tvivl om, at han også er tilstede hos os, når vi lider. For endelig påskemorgen at vise sig igen, hvor ingen havde kunnet tro det, på den anden side af døden. For også der skal vi stå ansigt til ansigt med ham.
Julen handler om at Gud viser ansigt. Kommer til jorden som et menneske med et menneskeansigt, så han kan kalde mennesket og dermed fællesskabet med ham og med hinanden frem i os alle sammen.
Og julen handler om, at han stadig gør det. Selvom han ikke længere vandrer rundt i blandt os og viser ansigt som Jesus af Nazareth, så har vi mødt ham i et menneskeansigt og ved, at det er der, vi skal lede efter ham. Nemlig i mennesket lige ved siden af os og mennesket på den anden side af kloden, som vi ellers ikke har ansigt på.
Derfor er det i medmennesket, vi møder ham og skal tjene og dyrke ham – og ikke i vores eget indre eller i afsondret ophøjelse eller hvor man nu ellers kunne finde på at lede efter ham.
Han møder os i alle de ansigter, som er omkring os denne juleaften, her hvor vi er mange og derhjemme, hvor vi er færre - glade ansigter, sorgfulde ansigter, spændte ansigter, afslappede ansigter, omsorgsfulde ansigter, krævende ansigter – alle disse ansigter kalder mennesket i os frem. Julen kalder mennesket i os frem. Guds visen ansigt kalder mennesket i os frem.
Og når vi har sunget næste salme og bedt en afsluttende bøn, så lyder samme afslutning på gudstjenesten som altid – uanset om vi er her til søndagsgudstjeneste, bryllup eller begravelse: Vi rejser os. Jeg løfter armene. Og så siger jeg de fantastiske gamle ord:
Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.
Der står vi. Og kan ikke andet – end at mærke at mennesket i os kaldes frem og så er vi alle tilstede.
Og gå så hjem, vis ansigt og hold en glædelig jul.
Amen.
Andre prædikener:
Livet er til at leve, så længe man kan leve det uden alt for store omkostninger og så længe vores basisfunktioner er intakte, men det er bare så byrde...
Tror vi på helgener i vores kirke? Nej, vi tror ikke på dem, det er Gud, vi tror på. Men der findes mennesker, som er åbne mod Gud og som er præget...
Hvad handler det her liv om, hvad skal det gå med? Det er vel at det går os godt, at vi undgår det værste, har det rart og synes, at vi har det godt. ...
