Af Mette Birk, Studenterpræst ved VIA University College i Horsens
Det er nat. Jeg ved ikke hvorfor jeg er vågnet. Jeg ligger i min seng. Jeg famler efter min bamse i mørket, jeg finder den og trækker den ind til mig. Dynen omslutter os. Den beskytter os. Jeg lukker øjnene og forsøger at falde i søvn igen, men utrygheden sniger sig langsomt ind på mig. Jeg åbner igen øjnene og kigger rundt i mit værelse, der er indhyllet i nattens mørke. Skyggerne fra træerne bag gardinet danser på væggen i værelsets modsatte side, og lyden fra vinden rusker i vinduerne. Frygten sniger sig langsomt ind til mig under min dyne. Jeg kan ikke holde den ude. Jeg er vågen, jeg er bange.
Jeg tager mod til mig, slår dynen til side og sætter mig op i sengen. Med bamsen i favnen træder jeg ud på det kolde trægulv. Kulden slår ind på mine fødder og bevæger sig hurtigt op ad mine ben. Jeg gyser. Jeg tripper hen til døren og skubber den helt op. Gulvet giver sig højlydt under mig, og jeg trykker min bamse endnu tættere ind til kroppen. Kunne jeg bare slippe lydløst herfra, ville frygten måske heller ikke følge efter mig!? Jeg står nu i spisestuen, og kan ane min søster i det andet værelse. Hun sover. Roligt, fredfyldt.
Synet af hende varmer mig, og jeg får kortvarigt rystet frygten af mig. Jeg lister forbi, ud i entreen og op ad trapperne. Jeg forsøger at ramme trinnene lige der, hvor de ikke giver lyd fra sig, men må samtidig passe på ikke at røre ved væggene. De er ru og grove og har kostet mange skrammer på hænder og albuer i årenes løb. I mørket virker de langt mildere stemt, men jeg kender dem, og jeg ved de bider fra sig hvis jeg kommer for tæt på. Min bamse og jeg begiver os langsomt op ad, og da vi endelig har lagt trappen bag os, står vi nu i stuen. Det store åbne rum virker faretruende ubekendt i mørket, og jeg kan mærke frygten indhente os igen. Jeg lister forbi sofaerne og det store stuebord. Resterne fra aftenens hygge står der stadig. Jeg kan se døråbningen foran mig. Jeg har snart nået mit mål.
Jeg er lettet men kan stadig ikke ryste frygten af mig. Kulden slår mig om anklerne og jeg løber de sidste skridt igennem døren. ”Far” hvisker jeg. ”Faaar”. Mor åbner øjnene og smiler. Hun sender mig et kys gennem den kolde luft, vender sig om på den anden side og sover videre. ”Far jeg kan ikke sove” hvisker jeg. Han løfter sin dyne, og min bamse og jeg suser ind i sikkerhed. Målet er nået, og frygten må slippe sit tag i mig. Duften af min far, hans tunge arm der nu omslutter min bamse og jeg som et værn imod alt det jeg lige før var så bange for, visker frygten bort på et øjeblik. Varmen breder sig langsomt i min krop, og jeg gnider de sidste rester fra kulden af mine fødder. Trætheden sniger sig ind over mig, og jeg giver min bamse et lille klem. Vi klarede det!
Jeg tænker tit på aftener og nætter som disse. Jeg kan huske vandringen fra min seng og op til mine forældre som var det i går. Blandingen af frygt og tillid. Frygten for det ukendte, mørket, ensomheden. Tilliden til at min far altid ville være der til at tage imod mig og sende frygten på porten, -en grundlæggende og dybt funderet tillid til, at han altid ville være der. Min ældste søn kender også ruten til sin fars arme, når natten af en eller anden grund har gjort ham utryg, og selvom jeg tilbyder ham at sove hos mig, så ender han altid hos sin far. Det rører mig inderligt hver eneste gang, – at være vidne til en dyb ubrudt tillid mellem far og søn. Ligesom min far gjorde for mig, så repræsenterer min mand nu denne ultimative tryghed for min søn. En tryghed og en tillid til at han altid vil være der når der er brug for ham. Frygt og mistillid i dette forhold findes ikke. Kærligheden imellem de to er det eneste min søn kender, – for far løfter altid dynen når natten og mørket bliver for utryg. Som et værn af kærlighed beskyttes han fra alt det han frygter. Det er kærlighed, – rent og ægte.
Gud sendte os sin søn. Han sendte Jesus til os af kærlighed. En kærlighed så ren og ægte som kærligheden mellem et lille barn og dets forældre. Han er den vi kan søge tilflugt til når livet bliver for tungt, den der værner om os, den der elsker os betingelsesløst. Han er den, der lukker os ind i varmen når vi søger ham, han jager frygten bort og holder sin beskærmende hånd over os.
Jesus kom til verden for menneskets skyld, og han levede som menneske på menneskelige vilkår. Han var udelukkende til for vores skyld, og han levede kun for sin næste og aldrig for sig selv, – og det er heri han guddommelighed består!
Jesus var Guds søn og han var menneske. Han var Menneskesønnen, – og på grund af hans komme til jorden finder vi i dag Gud iblandt os. Gud er lige netop her ved os, hvor vi er, – i relationen mellem mennesker. Tør vi møde et andet menneske fordomsfrit og udelukkende for dette menneskes skyld, tror jeg netop at vi tydeligst mærker Guds nærvær. Tør vi give slip på frygten, tør vi tro på det gode i denne anden, tør vi lade mistro afløses af tillid, – ja da tillader vi også at lade kærligheden få orde. Muligheden for at få del i gudsriget i vores egen hverdag ligger lige foran os, – hvis vi tør. Tør vi give slip og have tro og tillid til vores næste som et lille barn, da opstår muligheden for Guds nærvær. Tillader vi ikke os selv at møde det andet menneske fordomsfrit, da fratager vi også os selv muligheden for at møde Gud, – vi lader frygten få fat i vores eget liv. Men når vi tør møde et andet menneske fordomsfrit og udelukkende for dette menneskes skyld, ja da mærker vi stærkest Jesu kærlighed og Guds nærvær. Frygten afløses af troen, håbet og kærligheden i de medmenneskelige relationer, fordi vi altså her mærker, at Gud er iblandt os.
Amen.
Andre prædikener:
”Vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Disse ord lyder hver gang et barn bliver døbt i en kirke. De lyder når konfirmanderne...
Det ser altså ikke ud af meget, når man sår frø, og til tider kan man tænke, at man da bør putte lidt flere frø ned i jorden for at være sikker på, at...
Den mand jeg tale med på herberget. Det var hans egen skyld, og det vidste han også godt selv. Han undskyldte sig ikke. Men går man et spadestik dyber...
Vi bliver ikke anderledes end det sprog, de billeder, den musik som vi lever i og lever af og indånder. Er det fladt og banalt og lavloftet og nede på...
