"Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold."
Af Poul Henning Bartholin, domprovst i Århus
Tekster
Løft jeres øjne mod himlen, vend blikket mod jorden hernede;
for himlen skal opløses som røg, jorden skal slides op som klæder,
og de, der bor på den, skal dø som myg.
Men min frelse varer til evig tid,
og min retfærdighed hører ikke op.
Hør mig, I, der kender retfærdighed,
du folk med min lov i hjertet!
Frygt ikke for menneskers hån,
lad jer ikke skræmme af deres spot.
Møl skal æde dem som klæder,
insekter skal æde dem som uld.
Men min retfærdighed varer til evig tid,
min frelse i slægt efter slægt.
Vågn op, vågn op, ifør dig styrke,
du Herrens arm!
Vågn op som i ældgamle dage,
i henfarne tider!
Var det ikke dig, der fældede Rahab
og gennemborede dragen?
Var det ikke dig, der tørrede havet ud,
det store urdybs vande,
og gjorde det dybe hav til vej,
så de løskøbte kunne gå over?
Herrens udfriede vender hjem,
de kommer til Zion med jubel;
evig glæde går foran dem,
fryd og glæde når dem,
suk og klage flygter.
Esajas 51,6-11
Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. v2 Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at
de skal se og se, men intet forstå,
de skal høre og høre, men intet fatte,
for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«
Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.
Markus 4,1-20
Prædiken
Guds riges ødselhed og mangel på forbehold passer ikke rigtigt til vores, jødernes og alle senere slægters forventninger om, at Guds rige er for de særlige. Guds rige er ikke kun for de særlige, dem som på forhånd har den rette overbevisning. Den pointe vil fortælleren, Markus, ikke have at vi går glip af.
Vi kunne sikkert have forstået lignelsen uden den uddybning, vi får her. Nu står den der som en påmindelse om, at vi ikke forstår lignelserne, som Jesus ville, hvis vi forstår dem eksklusivt, altså så de udelukker nogen fra Guds rige. Markus’ udlægning peger på, at forståelsen af Guds rige i meget høj grad beror på, hvordan det enkelte menneske forholder sig til Gud. Forholdet mellem mennesket og Gud er betydningsfuldt her.
Det forhold er mange bekymrede for i dag. Har vi glemt det forhold? spørger de. Andre finder, at vi har taget strengheden væk fra Gud, sådan at han ikke længere optræder som Gud for os, men er blevet til en blød og kærlig humanist formet i vores billede.
Dette er ikke nogen ubetydelig krusning på en diskussion. Tværtimod er den grundlæggende for vores forståelse af, hvad det er, som kirken er forpligtet på at forkynde, og hvad der er kirkens berettigelse i dag. Er det at tilpasse sig udviklingen og tidsånden? Eller er det at modsætte sig tidsånden og prøve at fastholde traditionen? Eller er det noget, der tager højde for begge dele? Ja, det kan der ikke svares enkelt og ligetil på. Man er nødt til at gå ind i opklarende spørgsmål og diskussioner, som ikke kan tages her. Her kan vi nøjes med at sige, at dette indebærer uomgængeligt Det nye Testamente og en fortolkning af det, som både tager højde for traditionens udlægninger og for de indsigter og den viden, vi i dag har om teksterne og den tid, de er skrevet i. Og sidst og ikke mindst skal Det nye Testamentes tekster tolkes, så vi kan se, at de også i dag forkynder os om, hvad det er at være menneske og at leve.
Hvad siger lignelsen så om forholdet mellem Gud og mennesker? Den taler indirekte og i billeder om dette forhold. Billeder er altid plastiske og åbne for fortolkning. De er ikke statiske. Billeder er levende. De rummer meget, der ikke står helt fremme i billedet, så det kan ses, men det peger tilbage eller hen på det. Og vi kommer som tilhørere med en række forudsætninger, hvorved vi stiller spørgsmål og læser eller fortolker noget ind, som måske eller måske ikke belyser billedet.
Verden og liv er kommet ud af det forskelsløse mørke. Lyset sætter forskelle. Lys og mørke er forskelle.
Spørger vi i dag, hvad Guds rige er helt konkret, ja, så er svaret i lignelsen, at det er der, hvor ordet spredes eller sås. Hvad er ordet? Ja, ordet er hele kristendommens budskab, der er sammenfattet i vores bekendelsers strenge og stramme sprog. Og ordet er Jesus Kristus. Ordet er det ”Bliv lys”, som Skabelsesberetningen, der selv er et billede, fortæller os, at Gud skabte alt med. Og han så, at det var godt. Han velsigende det.
Verden og liv er kommet ud af det forskelsløse mørke. Lyset sætter forskelle. Lys og mørke er forskelle. De kan ikke være begge to på én gang på samme sted. Der er overgange mellem dem. Gud og mennesket er forskellige. Vi er også forbundne, og der er overgange mellem os, som mellem lys og mørke.
I begge disse eksempler er forskellene absolutte og så alligevel ikke. Lys og mørke skifter. Mørket trænges tilbage lige nu. Til Sankt Hans bliver mørket igen stærkere. Hver morgen og aften møder de hinanden, og glidende tager den ene over og omvendt.
Gud og mennesket er adskilt. Mennesket er ikke Gud. Dog bærer mennesket Guds billede i sig. Mennesket bærer også både mørke og lys. I sit sind. I sin adfærd. Vore handlinger og ord kan tænde lys og fortrænge mørket for andre og os selv. Eller de kan det modsatte: dæmpe lyset, håbet og troen og skabe mørke hos os selv og en anden.
Fortæller det ikke en hel del om forholdet mellem Gud og mennesket? Jo, det gør det! Blandt andet fortæller det indirekte, at livet kan gøre meget ondt. Det kan være og er i perioder smerteligt. På andre tidspunkter er livet fyldt af glæde, opløftelse og håb. Det er her, som det er med kornet i lignelsen, baggrund og jordbund kan være forskellig. Nogle steder i livet er der stengrund med et lille jordlag. Andre steder er der en vej, hvor alt bliver trådt ned. Ligesom der er steder, hvor jorden er god, og hvor noget kan gro.
Lignelsen fortæller egentlig ikke om Gud, men om vilkåret for menneskers liv. Indirekte fortælles der om Gud. Gud er som en sædemand, der spreder korn. Han strør med rund hånd. Han er ikke altid helt præcis i sine kast. Eller han strør af overskud og lader det ske med et håb om, at der, hvor det rammer, vil der blive taget imod det på en eller anden måde. Og hvor det rammer og der bliver taget imod det, er der frelse, håb, tro kortvarigt eller længe.
Lige nu har Aarhus Teater sat Samuel Becketts skuespil ”Mens vi venter på Godot” op. Det er et klassisk eksistentielt og absurd skuespil. Stykket er ikke sandheden eller en samlet fortolkning af livet. Det er ikke reducerende. Nej, det er også et billede på noget af det, vi oplever i livet og ved livet. F.eks. dette: at vi venter og forventer noget. Vi venter en fylde, en mening eller en forløsning.
Hvem af os har ikke gjort os forestillinger om Guds rige? Måske som et sted, vi skal være efter døden. Eller som noget, der kommer til os allerede nu og fuldgyldigt engang. Kommer det? kan vi spørge. Skuespillet ”Mens vi venter på Godot” handler ikke om Guds riges komme. Og dog gør det også dét, for stykket handler som nævnt om at vente – længe. Og alt liv er ved siden af, hvad det ellers er, også at vente. Vi venter på, at livet skal forklares, blive oplyst, gennemskueligt, så vi forstår dets dybe mening. Indtil da, snakker vi, som i skuespillet, usammenhængende og tit om noget, som ikke er særligt væsentligt.
Men man skal passe på ikke at tolke alting absolut og endegyldigt. Det gør Jesus f.eks. ikke. Han holder på sin vis alt svævende indtil korset, hvor han blev naglet fast af andre. Dér troede disciplene, at det hele var tidsler og klippegrund, og de troede, at ordet ville blive brændt væk af solen. Sådan gik det ikke, og sådan går det ikke.
Det er sikkert rigtigt, at vi former vores billede af Gud i retning af det humane og medgørlige i øjeblikket. Det nye Testamente stikker ikke noget under stolen. Gud er Gud, der har skabt alt, som holder alt i sin hånd, og som har mulighed for at lade det, han holder om, falde og forsvinde. Tilsyneladende har han valgt en anden strategi. Han vil ikke uden videre lade det gå tabt. Han kommer selv som menneske og Gud og tager hånd om det. Han fortæller om de forskellige vilkår, ordet har for at slå rod. Han appellerer til, at vi hver især ser på tilværelsens gådefulde dybder og flytter vores forståelse af verden og livet, så vi måske kan se noget andet, end vi ser i dag.
Under alle omstændigheder, så spreder Gud sit ord blandt anden gennem gudstjenesterne, og det hænder, at ordet sætter sig igennem i vores liv både opmuntrende, overraskende og glædeligt. Og det hænder, at vi standses i vores fremdrift, fordi eftertanken melder sig og vi må spørge, om vi nu handler ret her? Eller livets grusomme sider dukker op, og vi må spørge, hvorfor vi dog handlede, så dette skete?
Læg så mærke til, at ordet har ramt alle steder og er alle steder. Du kan finde det, hvis du vil. Du kan i det se både den vrede Gud, der trods sin vrede over dig ikke vil lade dig gå fortabt, og den forbarmende Gud, der derfor kommer til dig i Jesu Kristi ord.
Det er både et billede på, hvordan livet er og kan tolkes. Og det er konkret virkelighed for den, der vil tage det til sig.
Amen!
