Af Poul Henning Bartholin, domprovst i Århus

Tekster:
Ez.37,1-14a
Rom 5,8-12
Matt. 27,57-66
Sl. 42,6-12
Rom 6,8-

Det kan være noget uendeligt smukt ved en kirkegård. I Danmark kan vi finde dem forblæste med næsten forkrøblede træer på Vestkysten og dog alligevel smukke. Vi kan finde dem frodige her i det østlige Jylland og på øerne med de fede jorde. Vi har tradition for at skabe nogle smukke rum, der har form som en have eller park. Ofte forbindes kirkegården med et billede eller en forestilling om Paradis. Kirkegården bliver en have for de døde, hvor de ikke længere er spændt ud mellem tilværelsens mange modsætninger og konflikter. De er – med et gammeldags udtryk – blevet stedt til hvile. For døden opfattes af mange som en søvn.

Kirkegården er ikke alene et sted eller et rum for de døde, der hviler dér. For de efterladte er kirkegården et sted, hvor de kan være sammen med deres kære. Jeg kender mennesker, der kommer på kirkegården dagligt, ofte flere gange. År ud og år ind kommer de. De søger nærværet, formoder jeg. De kommer på grund af savnet, antager jeg. De kommer, fordi båndet og relationen til et menneske, de elsker og sætter højt, er revet over, går jeg ud fra. De kommer næppe, fordi de finder hvile ved at sidde ved en grav eller ved at stå ved den. De kommer snarere, tror jeg, fordi de ikke kan finde hvile. Besøget på gravstedet er måske et forsøg på at holde uroen og savnet ud. Ligesom det er et udtryk for taknemmelighed mod den døde.

På trods af vore besøg og ophold ved vore kæres gravsteder, finder vi som regel ikke hvile dér. Utallige har fortalt mig derom, så de antagelser, jeg netop nævnede, er ikke grebet ud af luften. Gravstedet er det ydre tegn på, at adskillelsen mellem os er definitiv, når døden kommer. Den genforening, som er vor længsel og vort håb, finder ikke sin opfyldelse her. Når vi alligevel går til gravene, sidder der, tænker, ja måske formulerer vore tanker eller en bøn, er det af andre grunde. Omsorgen for den døde, kærligheden til dem, den taknemmelighed, jeg allerede har nævnt er motiver og udtryk, der er nødvendige for at bære smerten.  Vi har brug for at fortælle os selv om dem. At fortælle og gentage deres fortælling er med til at gøre det ubærlige, tabet, til at holde ud.

Mattæus skildrer Josef fra Arimatæa, der ikke kunne udholde eller bære tabet af Jesus, hans mester og Herre. Hvad Josef har tænkt, og hvad der har bevæget ham, kan vi kun gisne om. Han har formentlig ikke tænkt over den symbolik, hans handling i Mattæus skildring udtrykker.  Han gentager og spejler Jesu omsorg og gerninger for mennesker. Ja, Josef gør det, som vi alle må gøre. Vi må begrave vore døde, selv om Jesus har sagt, at vi skal lade de døde om at begrave de døde. Hvem andre end os skulle gøre det? Vi er jo om ikke døde, så dødelige.

Josef bad om at få Jesus udleveret efter korsfæstelsen. Og han begravede ham, hvor han selv skulle have ligget. Først svøbte han ham i et lagen. Som vi gør, når et menneske kommer til verden, således gør vi også, når et menneske skal lægges til hvile. Vi svøber det i omsorg og kærlighed. Et menneske får ikke lov til at forblive i sin nøgenhed. Af egene erfaring kender vi til den sindstilstand at stå nøgen for eller sammen med andre. Den kan være ubehagelig for de fleste. Forfatteren Primo Levi har skildret, hvad han erfarede i Auschwitz, hvordan en fratagelse af et menneskes ting, ejendele, personlige ting som ur, hårbånd, ringe og til sidst tøjet er en nedværdigelse af mennesket og en frarøvning af dets værdighed

På lignende tærende og bidende måde kan den eksistentielle nøgenhed være for os. Intet kan vi skjule os bag. Intet kan vi holde os til. Vi står der bare, kan ikke andet, kastet tilbage på os selv. Sådan har jeg set utallige mennesker stå ved en kiste og en åben grav, når kisten er sænket i jorden. Adskillelsen føles afgrundsdyb. Af netop denne årsag foretrækker flere og flere bisættelser og kremering, fordi adskillelsen fra den døde kommer til syne og føles på en anden måde, nemlig som en forladthed af én, der er draget og kørt bort.

Hvad har vi at holde fast i, når vi står med disse to udtryk og former for nøgenhed? Vi har det, vi kan dække den døde og os selv med. Med svøbet, tildækningen ved begyndelsen af livet og ved afslutningen af det, udtrykker vi vores tilknytning til hinanden, vores relation og dens betydning for os. Men også, som en gentagelse af Adams og Evas møde med Gud i Edens have, en tildækning af skylden og skammen.

Den største symbolik, som Josefs handling udtrykker, tager udgangspunkt i netop skylden og skammen, sådan at Jesus lægges dér, hvor Josef selv skulle have ligget. Helt ud i døden træder Jesus i stedet for en anden.

Som sagt er det at stå ved en grav eller at sidde der ikke det, der forener os med den, vi har mistet. Snarere er det vores bevidsthed om og tro på, at vi ikke kun står ved et elsket menneskes grav. Vi står eller sidder også ved Kristi grav, for han blev lagt i den grav, som var hugget ud til et menneske.

I den grav blev det fornedrede, det spottede, det foragtede, det af alle svigtede menneske, Jesus lagt. Der var han, og der er han for os. Han var der og er dér i mellemrummet mellem fornedrelsen og opstandelsen. Josef svøbte ham og lagde ham i graven. Havde Jesus ikke taget de små i favn og velsignet dem, havde Jesus ikke ved tilgivelse, ved ord rejst syge fra deres leje, havde han ikke ligeledes ved ord kaldt døde til live, ja, så havde Josef ikke kunnet svøbe ham og lægge ham i sin egen grav. For da havde der ikke været noget forenende eller noget, der havde grundlagt det håb, som også Josef må have haft.

Når vi – trods alt – kan finde hvile ved en grav, har det sin årsag i, at graven også er Jesu grav, og at han i sig forener os og vore døde. Han gør det i de tegn, han har givet os, dåben med dens vand og hans ord, hvori han er til stede og nærværende for os og hos os. Og i nadveren, hvor han med brødet og vinen, deler sig selv med os i liv og i død.

Vi tror, at Jesus er os nærmere, end vi er os selv nær. Han er den fornedrede, der går med os i livet. Hans levende ord og ånd forener os med hinanden og os med ham. Han går med os den dag, hvor vi mister, og den dag, hvor vi selv skal dø

Vi tror også, at ethvert segl, der sættes på vore dødes grave og enhver sten, der væltes for hjerte og grav, kun vil være der midlertidigt, for vi håber og tror og beder om, at der også vil komme en påskemorgen for os. Vi har fra dåbens tegn og Jesu egne ord, et levende håb om, at stenen vil bliver væltet fra vore dødes grave, fra vore hjerter og hvor egen grav engang.

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis!

Amen

Andre prædikener:

Tags: døden, Jesus, opstandelsen

This entry was posted on 11. maj 2011 at 13:27 and is filed under Påske. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.