Af Jørgen Gleerup, sognepræst i Thorsager og Bregnet sogn
Evangeliet til 18. søndag efter Trinitatis skriver Johannes:
”Jeg er vintræet. I er grenene. Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre”.
Det er en god tekst på en oktobersøndag midt i efteråret, hvor træernes falmede farver varsler om den vinter, som kommer.
Hvis vi ser på et træ, der om foråret har svulmende knopper, knopper, som brister ved løvspring, af solen og regnen ændres til mørkegrønt sommerløv, i efteråret farves gult og rødt og ved vintertid står med nøgne grene – så ser vi på en måde også livets gang.
Men træet minder os også om det vilkår – det grundvilkår, at det at være menneske, er at høre til i en sammenhæng, at det at være menneske, er at være en lille kvist på et træ! At det et være menneske er at høre til på en stamme!
Træet er da også i forskellige religioner og kulturer et symbol på livet og livssammenhængen.
Midt i Asgård voksede Asketræet Ygdrasil, sådan fortalte man her i Norden i før-kristen tid. Ygdrasil var grundstammen i livet. Dets grene strakte sig højere end nogen kunne tænke eller se – helt op i de højeste himle, og træets rødder var så lange, at de rakte ned til dødsriget. Fra jord til himmel og fra himmel til jord var Ygdrasil det livstræ, som holdt alting på plads. De gamle fortalte børnene om det træ.
Og på næsten samme tid, som der i Nord fortaltes om Ygdrasil, fortalte forældre langt herfra i en anden kultur, i Israel, – deres børn om et andets livstræ i Paradisets Have: Livets træ – og endnu et træ: Kundskabens træ. Det træ som Adam og Eva ikke måtte spise af, men som de ikke kunne lade være med at spise af. Og derfor blev deres historie til vores historie, fordi vi ikke vil nøjes med at være små afhængige kviste, men bestandig går vore egne veje og søger at blive store i os selv!
Men at være menneske, er at være som en gren, som en kvist på et træ. At være menneske er at høre til, at høre sammen, at være menneske er at vide, at vi behøver hinanden, at være menneske er at være skabt af kærlighed og til kærlighed.
Der er nogle, der siger, at de ikke vil gå i kirke, fordi det hele i kirken er så alvorligt.
Men den påstand er jo en misforståelse. Naturligvis er der alvor i kirken. Det skal der være, for vi kommer her ikke for at underholdes, men for at glædes og for at trøstes.
Men det er da i livet udenfor kirken – i hverdagen, at livet er alvorligt. For det er der, vi forråder, bagtaler og svigter hinanden, det er der, vi går fra hinanden, det er der vi gang på gang vender kærligheden ryggen for at blive store i os selv, og det er alvorligt!
Træet minder os også om det vilkår – det grundvilkår, at det at være menneske, er at høre til i en sammenhæng, at det at være menneske, er at være en lille kvist på et træ
Men ved søndagsfesten i kirkens lyse indre, i gudstjenesten, får alle vi, der gang på gang forråder kærligheden at vide, at vi alligevel, på trods af alle de mål, vi gik forkert af, er elsket – både i livet og i døden. At vi alligevel hører til! – For her møder vi det livsord far himlen, der siger: ”Som faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer.”
Evangeliet er den kærlige modpol til hele vores mistillid og mistro – til al vores villen os selv og vort eget. Udgangspunktet er her: Kærlighedens fundamentale tillid.
Den tillid er ikke ensbetydende med frelsthed og afgrænsethed overfor omverdenen. Tværtimod! Kristus vælter med sit ord alle vore forsvarsværker, alle de mure, som vi har bygget op omkring det, vi mener, er vores egen kunnen og fortræffelighed, eller murene omkring vores ensomhed og manglende selvværd.
Enhver kan danne sine egne billeder af den virkelighed.
Som kristne mennesker kan og må vi have fast tillid til Kristus, i hvis hånd vort liv blev lagt, da vi blev båret til en døbefont. I dåbens vand og ord fik vi løftet om Vor Herres livsfællessskab og følgeskab – indtil verden ikke er mere.
I dåben blev vi podet ind på det vintræ, som Kristus er – og som han i evangeliet i dag understreger, at han er!
De døbtes fællesskab, den kristne menighed, kirken er den sammenhæng, hvor Gud og mennesker hører helt sammen – ”for skilt fra mig kan I slet intet gøre”, siger Jesus.
Og det betyder vel så, at kirkens vilkår og vækst ikke i første række afhænger af alt det vi kan og vil – af alle vore små og store aktiviteter. Vi kan kun vokse og bære frugt i livsfællesskabet med Kristus. Skilt fra ham vil alle vore nok så velmente ord og smukke handlinger være uden indhold.
Al vores foretagsomhed gavner ingenting, hvis den ikke har rod i Kristus. Uden ham, som fylder os med liv og kraft, kan vi dybest set ingenting gøre. Uden at tro på, uden at håbe på, at vi hører til i livssammenhængen med ham, som bragte himlens kærlighed til jord, kan vi ikke bære frugt.
Vi er børn af bestemte forældre. Vores familie, dem vi kommer af og stammer fra, har været med til at præge os, og det vi gør, eller det vi undlader at gøre. Vi har alle sammen hjemme på et jordisk stamtræ. Vi får, vi elsker og vi mister dem, vi elsker i livet. Vi ved og ser og mærker, at ”slægt skal følge slægters gang”. Sådan er det, og jo ældre, man bliver, desto mere nærværende og pågående bliver billederne af den virkelighed.
Da vi blev døbt, kom vi til at høre til på et nyt stamtræ, og dette træ er anderledes, for dette træ er fældet. Det minder Langfredag os om. Men midt i døden bærer træet grønne blade og friske skud, for det blev Påskemorgen, og vi lever som kristne mennesker alle vore dage efter Påskemorgen. Selvom det er fældet, giver træet stadig nyt liv. Og det er fyldt med alle mulige og forskellige kviste, som er podet ind på dets grene og stamme, ligeså mange forskellige, som der er døbt. Vi er forskellige, men som døbte mennesker vokser vi side om side og lever og trives på en den stamme, som er fældet, men som får liv fra himlens Gud – for skilt fra ham, kan vi ingenting gøre!
At være en gren, at være en kvist på det livstræ, den stamme, som Kristus er, gør ikke, at vi får store garantier i livet. Vi bliver ikke lovet en lang og lykkelig tilværelse. Vi for ingen sikkerhed stillet i udsigt! Men i stedet lærer vi, at livets mening er, at vi bruger det liv, vi har fået. At vi sætter livet til sætter det til for andre, at vi giver livet bort og rækker den kærlighed, vi er elsket med, videre!
Vi hører til i den dybe sammenhæng med ham, som har villet livet, han, som er stærkere end døden.
Og det er det, der er det særlige ved at være et kristent menneske!
Amen.
