Evangelieteksten
Under sin vandring mod Jerusalem fulgte han grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Prædiken
De fleste af os er opdraget til at sige tak for det, vi får. ”Husk nu at sige pænt tak for mad!” Og det er en god ting, men på takkens søndag handler det ikke om opdragelse og Emma Gads takt og tone, heller ikke om at takke over eller at være tapper, når det er svært at finde ordet tak, fordi så meget andet trænger sig på.
Vi begynder i en situation, som ikke ligefrem kalder på tak, men derimod på klage. Ti personer er ramt af spedalskhed, en forfærdelig hudsygdom som invaliderer dem. Den smitter og derfor skal de leve isoleret uden for samfundet, de må ikke gå til gudstjeneste eller være sammen med deres familie. Hver gang de ser nogen, skal de råbe ”uren, uren”, så andre kan holde sig væk fra dem. De skal gå i klæder som er i stykker, håret skal hænge løst ned og de skal dække deres ansigter til.
Det er denne gruppe, Jesus møder. og dermed er det Gud, der møder dem, for i Jesus er Gud jo blevet menneske. Han ser dem. De holder sig, som de skal, på afstand af Ham, men så sker der noget. Hen over afstanden, efter at de har råbt ”uren, uren”, råber de: ”Jesus, vis os barmhjertighed og hjælp os!” Dermed bygger de bro til Ham.
Det gælder også i dag: Vi er på afstand af Gud, det er vi egentlig ikke, men det føler vi, vi oplever Ham ofte fjern og utilgængelig. Vi kan føle os isoleret, udenfor, duer ikke til at tro, vores moral er flosset og vi passer ikke ind i kirken. Eller jeg går i kirke, for det kan jeg ikke undvære, men de andre skulle lige vide, hvad der bor i mig. Men Han møder os og ser os. Hen over afstanden må vi have lov til at råbe: ”Forbarm dig over os!” Vi råber til Ham, der har hjerte i barmen. Det har vi allerede gjort tre gange sammen med forsangeren og koret. Vi sang og råbte som de ti vores nød ud til Gud: ”Forbarm dig over os!” Dermed har vi bygget bro over afstanden og fået kontakt. Dermed er vi i færd med at få vores skæbne brudt. Bare ved at vi råber til Ham og Han ved at lytte til os. Det gør en forskel. Vores skæbne får noget nyt ført til sig..
Så taler Jesus: ”Gå hen og bliv tjekket hos præstelægerne!” De må have undret sig, de er smækfyldt med spedalskhed, de er virkelig ikke raske, men de parerer ordre og begynder på deres vandring hen til præsterne og mens de er undervejs, på trosvandring, på lydighedsvandring, bliver de helbredt og de kan erklæres raske og få at vide ”Gå ud og lev og knyt bånd igen. I er frie for isolationen, I er med i det sociale liv, I kan gå til gudstjeneste, I kan forenes med jeres familie, vise jeres ansigt, klæde jer pænt og få en ordentlig frisure. God tur hjem.”
Så godt, når det gode sker, når et menneske bliver rask, lidelse fjernes og fællesskaber kan genetableres. Godt liv. I den grad. Og alle ti har jublet og takket og frydet sig. De har fået livet igen. Der er eufori og lettelse i luften.
Og dog er det som om, der mangler noget midt i glæden. For et menneske skal der mere til. Jesus ser dybere. Vi skal ikke blot helbredes, også frelses, forenes med Gud. Der skal ikke blot ske noget med vores helbred og menneskelige relationer, men med os selv som mennesker, med vores forhold til Gud og Jesus og livet! Og det sker kun for én af dem. Men Jesus spørger efter de ni og deres respons, fordi Han ønsker fællesskab med dem også.
Vi sang og råbte som de ti vores nød ud til Gud: ”Forbarm dig over os!” Dermed har vi bygget bro over afstanden og fået kontakt. Dermed er vi i færd med at få vores skæbne brudt. Bare ved at vi råber til Ham og Han ved at lytte til os
Den ene vender tilbage til Jesus. Han fortsætter sin trosvandring til dens mål. Han priser Gud meget højt, lovprisningen er stærk og intens, mens Han kaster sig ned som en anden muslim med panden mod jorden over for Jesus og siger tak til Ham som til Gud.
Hvad er det? Det er tro. Den begyndte med råbet, den fortsatte med vandringen, den endte med at vende tilbage til Jesus, til udgangspunktet: skaberen, Ham, der har døbt os og gjort os til sine. Ham skal vi vende tilbage til og knæle for og prise og takke. Det er den tro, der bringer os i nærkontakt med Ham.
Ti blev helbredt, én af de ti blev frelst. Ti begyndte i tro, én fuldendte troen. Og Jesus kunne sige til manden foran Hans fødder: ”Gå oprejst ud i livet. Gå og lev som en, der stået op fra de døde!” Det kunne han ikke sig til de ni!
Hvor er de ni? Er vi som de ni eller som den ene? Her lever vi vores liv. Der er en tid til at klage og til at råbe ”hjælp os” og til ikke at takke. Og: der er en tid til at foretage en afgørende bevægelse i vores liv, den at vende tilbage, altså omvende os til Ham, tage tilbage til Ham, bøje os ned foran Ham, love og takke Ham. Det er at fuldende troen og leve oprejst i den, gå gennem smerten til takken.
Tro er at tage imod. Vi takker Gud ved at tage imod, hvad Han giver os. Dermed frelses vi. Vi er som skabt til at stå foran Gud og takke Ham. Livets mening et at ånde i taksigelse, som vi får lejlighed til at gøre ved taksigelsens måltid i nadveren om lidt.
Vi kan så let glemme at sige Gud tak. Vi overser hvad godt, Han gør. En af mine tidligere konfirmanders mor lærte sin datter: ”Skriv hver dag fem ting ned, som du er glad for”. Tæl takkeemner. Vi skal ihukomme dem, ’komme dem i hu’, huske på dem, ikke glemme at takke Gud. Hvad har jeg at sige tak for? Så meget, i hvert fald, tak fordi du findes Jesus, tak fordi du gik til Jerusalem og led med os og for os og vendte det til opstandelse, så vi kan leve oprejste på trods af alt det, der vil knække os. Derfor er der altid grund til tak, også når der ikke er grund til det.
Råber vi hen over afstanden, er vi på vej mod oprejsning. Vi indoptager oprejsningen i os, når vi vender tilbage til Ham og tager imod Hans nærhed ved at takke Ham. Og denne tak kan vi kun leve i, når vi stadigt vender tilbage til Ham, fra hvem gaverne og frelsen kommer. Amen.
Andre prædikener:
I fadervor beder vi: giv os i dag vort daglige brød. Jeg har lige siden jeg var barn tænkt over, at den sætning var lidt sær, for jeg havde da masser ...
Lad os bruge adventstiden til at tænke på, hvad der i virkeligheden betyder noget for os. Hvad betyder jul? Hvad betyder gaver? Hvad betyder de relati...
Juleevangeliet er et billede – en ikon, som kan holde det gyldne øjeblik fast for os. For her ser vi både tro og håb og kærlighed - alt det vi ikke se...
”May the force be with you”. Sådan hilser de hinanden i den klassiske science fiction serie Star Wars, fordi de ønsker at sætte de gode kræfter i spil...
