Evangelieteksten
Jesus gør seende, når Han i sin visdom finder, at tiden er inde, somme tider sker det allerede her og fuldt ud, når Han på den mest fyldestgørende måde nogensinde gør sin entre i denne verden ved sin fulde og hele tilsynekomst til sidst. Så skal de blinde blive seende. Det løfte har Han afgivet
Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Lukasevangeliet 18,31-43
Prædiken
Nu skal vi til at leve os ind i noget, vi ikke forstår. Det skal vi i kirkeårets indlevelseskursus for i år, i syv uger fra i dag til påskedag, i fastetiden. Vi skal på en særlig måde leve os ind i noget, der er sket for 2000 år siden. Dengang tænkte jøderne: ”Når Messias kommer, så skal han vinde sejr og erobre magten”. Derfor fatter disciplene intet af, at Jesus nu for tredje gang siger, at Han skal til Jerusalem for at blive tortureret ihjel. De forstår Ham simpelthen ikke, noget Lukas understreger bemærkelsesværdigt udførligt, på hele tre måder: ”De forstod intet af de ting, han sagde. og det, han sagde, var skjult for dem og de kunne ikke erkende, hvad han sagde”. De var blinde. De kunne ikke se meningen. Det kan ikke passe. Han skal til Jerusalem for at vinde, ikke for at slås ihjel, for så taber han jo. Det er helt absurd.
Kender vi ikke også til det, at vi ikke forstår tingene? Vi ser ikke meningen. Det er en gåde. Livet, min tilværelse, hvad skal det til for? Hvorfor den lidelse, forvirring, frustration? Der er da ikke nogen mening i, at Guds søn skal ydmyges og bankes ihjel?
Lad os identificere os med den blinde mand, for Jesus går jo også forbi hos os i denne fastetid hvor vi nok kan føle os udenfor, til en side med vore frustrationer. Den blinde ser ingenting, men da han bliver klar over, at det er Jesus, der går forbi, at det er Ham, den særlige, den enestående, Davidssønnen, så råber han efter ham og da folk vil have ham til at holde kæft, fordi de vil have ro og have berømtheden for sig selv, så insisterer han bare og råber endnu højere: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”. Vis mig medlidenhed, vis over for mig, at du har hjerte i barmen.
Det har også vi råbt til Gud tre gange i dag, side fire øverst i programmet, vi gjorde det yderligere en gang før prædikenen og vi skal gøre det igen dels i kirkebønnen og dels ved nadveren, når vi synger til Jesus som Guds lam. Det nødråb lytter Han nemlig stadig til. Forbarm dig over mig-skriget. Og Han hører efter. Han standser op over for det råb. Over for enerens råb midt i menneskemasserne, dir råb, mit råb mellem alle de andre herinde. Det kalder Ham til og ind i vort liv og så kan der ske noget. Det er det, vi skal gøre med vort liv: Insistere på den bøn og så afvente hvad Han gør! De gange, mennesker i Bibelen har råbt sådan, har Jesus altid standset – og svaret. Aldrig har Han afvist et ”Herre, forbarm dig”! ”Han kunne ikke sige nej”. ”Han kunne ikke gå forbi” (DDS 173, v.3-4).
Nu spørger Han: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig? Et sært spørgsmål. Det giver jo sig selv: Hjælp mig, mand! Men Han spørger alligevel. Jesus trænger sig nemlig ikke på. Han er kærligheden, der sætter fri, fri til at tage imod Ham eller afvise Ham.
Hans spørgsmål kalder bønnen frem i tiggeren: ”Herre, lad mig få lov til at se igen”. Han havde altså set engang, men var blevet blind. Det kan være tider hvor det også gælder os. Vi har set engang, forstået, at Gud var levende og virkelig og livet fyldt med mening, men ikke nu mere. Derfor: Herre, lad mig få lov til at se! Bare jeg kunne tro, tro igen som før eller tro som aldrig før. Men du tror allerede. For Jesus fortæller her, hvad tro er. At tro er at råbe Kristus an med et: ”forbarm dig over mig og lad mig få mit syn”. Det er tro. Han betragter de to bønner som troens væsen og udtryk. Så er du troende – igen, som aldrig før. Og så kan Jesus gøre dig seende igen eller for første gang.
Det må være svært at være svagtseende og helt blind og frustrerende at Jesus ikke gør en blind seende. Men Jesus gør seende, når Han i sin visdom finder, at tiden er inde, somme tider sker det allerede her og fuldt ud, når Han på den mest fyldestgørende måde nogensinde gør sin entre i denne verden ved sin fulde og hele tilsynekomst til sidst. Så skal de blinde blive seende. Det løfte har Han afgivet. Men inden da er der noget, der er vigtigere, det er at se Jesus og se vores forbundenhed med Ham gennem lidelsen til herligheden. Dette indre syn forandrer alt. Det er langt vigtigere end at kunne se i ydre forstand.
Gåden forbliver der, men der er kommet nåde og liv over gåden til undren, eftertanke, taknemlighed, lovprisning, der breder sig, tak: ”Jesus, evig tak”. Korsets gåde er en gåde med liv i
Disciplene forstod intet den dag, de kunne ikke se pointen. Og med den gåde fulgte de Ham. Og gåden blev ikke mindre, da de nåede Jerusalem. Deres verden lå i smadder langfredag og dagen efter. Først da Han stod op fra de døde, forstod de det. Og dog ikke, først da den opstandne gav dem lys over Bibelen, forstod de det. Underet var ikke nok til at at se. Det skulle sættes ind i en sammenhæng og have Bibelens lys over sig. Det gav Han dem, når Han talte til dem om, at Han måtte lide og blive ofret i Guds kærligheds aktion for mennesker og kun igennem det offer, den overgivelse, den hengivenhed, i kærligheden der lider, ligger kimen til liv og opstandelse og overvindelse af det onde. Det er gåden med lys i. Og sammen med det offer er vi, vor lidelse er sat sammen med Hans lidelse mod opstandelse. Gåden forbliver der, men der er kommet nåde og liv over gåden til undren, eftertanke, taknemlighed, lovprisning, der breder sig, tak: ”Jesus, evig tak”. Korsets gåde er en gåde med liv i.
Vi skal komme til at se og ’forstå’ gåden, når vi råber Jesus an og beder Ham om at få lov til at se,. Så forstår vi den som underfuld hengivenhed, det største, der er sket i verden. Vi skal ikke blive til skamme. Da disciplene engang havde fået øje på noget særligt underfuldt ved Jesus, sagde han til dem. ”I skal få større ting at se end det”. En gang skal vi se Ham som Han er, se Ham som Herren og manden, der i evighed vil være at se som Ham, der ofrede sig for os. Hans ofring af sig selv vil aldrig blive glemt. Da skal vi kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt ud. Amen.
Andre prædikener:
For en del år tilbage lige inden Berlinmurens fald, da jeg var ganske ung, tog jeg på en rejse. Rejsen gik gennem hele Sovjetunionen fra Moskva til V...
Der er en dyb tendens, at det er de negative ting, der bringes frem som et modbevis mod Gud. Jeg hører sjældent, -meget sjældent nogle sige: ”Jeg tror...
Når vi knæler ved alterbordet, og får brød og vin, så får vi vores synders fulde forladelse. Når vi knæler siger vi på en måde til Kristus, som Peter ...
