Evangelieteksten
Hvis Gud holdt den absolutte sandhed i sin højre og i sin venstre en enkel og altid hvileløs stræben efter sandheden, en stræben i hvilken jeg altid ville fejle, og hvis han en dag bad mig om at vælge mellem dem, ville jeg ydmygt bede om hans venstre hånd og sige, Fader, giv mig denne, for den rene sandhed tilhører dig alene
Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«
Lukasevangeliet 17,5-10
Prædiken
Vi drages i dag ind i et dilemma mellem tro og tvivl. For når der ønskes en større og stærkere tro, skyldes det vel først og fremmest at tvivlen nager. Men tro er tro – hverken mere eller mindre. Det er hverken i dag eller nogen anden dag et spørgsmål om mere eller mindre tro, men et spørgsmål om tro slet og ret.
Alligevel hedder det ofte på den ene side: tro, eller hold mund. Og på den anden side hedder det: al tro er absurd. For vi kan vel ikke vide noget, når det gælder absolut sandhed eller absolutte værdier. Dette dilemma stiller os midt imellem det absolutte og det relative.
Og på sin vis er begge sider lige utiltalende.
Gives der virkelig ikke en tredje mulighed? Jo, det gør der – og som endog lader dig få mer, end du selv forstår! For der ligger rent faktisk en hel verden rig af muligheder mellem den totale reduktion og nivellering af tilværelsens mangfoldighed på den ene side og så en ubøjelig tro uden den mindste tvivl på den anden side.
Blot to små justeringer skal der til for at åbne op for troen. Den ene handler om at bytte om på ordene om at tro på og ordene om at høre til. Den anden justering handler om at holde op med at tro, at tvivl skal betragtes som troens modsætning – nærmest som en synd.
For det at sætte spørgsmålstegn ved nedarvede overbevisninger er ikke et tegn på en oprørsk ånd, en åndelig umodenhed eller et moralsk fordærv. Det er simpelthen den måde et modent og forstandigt menneske er og arbejder på for at forsøge at samle alle de forskellige dele af ens erfaringer til et sammenhængende hele.
Dette er et enkelt skridt, hvor alle kan være med – samtidig med at det er umådelig frigørende. Dog har mange ubevidst nedsvælget den holdning, at tvivl altid er af det onde uden nogensinde at indse, hvad vi har slugt.
Spørgsmålet er om jeg kan fortsætte med at være kristen, mens jeg møder tvivl i mine tanker, og om jeg kan være tro mod kristendommen, selv når jeg kæmper med mange af den teologiske traditions påstande.
Måske kan Søren Kierkegaard give en håndsrækning i denne situation. Han skriver i hvert fald:
Hvis Gud holdt den absolutte sandhed i sin højre og i sin venstre en enkel og altid hvileløs stræben efter sandheden, en stræben i hvilken jeg altid ville fejle, og hvis han en dag bad mig om at vælge mellem dem, ville jeg ydmygt bede om hans venstre hånd og sige, Fader, giv mig denne, for den rene sandhed tilhører dig alene (SK: Afsluttende uvidenskabeligt efterskrift).
Det fantastiske ved at tillade os selv at anerkende tvivl er, at det i det lange løb ikke forøger tvivlen. Rent faktisk hjælper det med at mindske tvivlens hyppighed og intensitet. Det er som på andre områder af livet. Når vi forsøger at feje tingene ind under gulvtæppet eller gemme dem i skabet, så begynder de at gnave. Deres indflydelse øges, og gradvis begynder de at dominere på en yderst negativ måde. De forbliver nemlig ikke skjult.
Når vi derimod holder vores frygt frem i lyset, hvor vi kan undersøge den, finder vi ofte ud af, at den er mindre umedgørlig.Når frygten kommer ud i lyset, kan vi tale med andre og vi kan udnytte vores egen modne tankekraft. Når vi er i skabet, kan vi ikke se klart nok til at gøre disse ting.
Det endelig resultat bliver ofte, at vi kan skelne mellem det, der er centralt, og det, der er mere i periferien. Og dermed bliver tvivlen mindre ødelæggende, end vi først troede.
Ved at forholde os til tvivl på denne måde bliver vi også langt bedre i stand til at lytte til andre, til andres tro og tvivl, og vi kan svare mere intelligent på deres spørgsmål, end vi kunne før. Jeg skal gerne være den første til at indrømme, at jeg ikke altid til fulde forstår, hvad det indebærer at være kristen, og jeg ved tillige, at jeg ikke følger alt det, jeg forstår. Men af flere grunde – af kulturelle, historiske og personlige grunde – kommer den måde, jeg ser Gud på, fra tilliden til det Jesus Kristus allerede har gjort.
Der er for mig ikke andre reelle muligheder. Og at stoppe med forsøget på at kende Gud gennem Jesus Kristus er på en eller anden måde bare ikke en mulighed
Der er for mig ikke andre reelle muligheder. Og at stoppe med forsøget på at kende Gud gennem Jesus Kristus er på en eller anden måde bare ikke en mulighed.
Som disciplenes talsmand Simon Peter på et tidspunkt sagde til Jesus – mere ud af forvirring end som en bekendelse: Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.
Man kan gentage disse ord i svære tider. Eller som vores reformatoriske ven Martin Luther sagde – måske også med mere rådvildhed end selvsikkerhed i stemmen: Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig!
Den frigørende indsigt er, at når vi er på denne vej, så hører vi allerede til.
Vi er muligvis ikke helt sikre på troens enkelte punkter. Og vi falder måske igen og igen. Vi har måske nu og da problemer med kirken som institution. Men vi kan ikke lade være med at høre til den gruppe af mennesker, der bliver forbundet med denne vej, på samme måde som vi tilhører Ham, der på en eller anden måde fandt os først.
Det liv, vi lever og vi får givet gennem nåden af En, der er større end os, er ikke drevet af vores tro. Brændstoffet er ikke, hvor godt vi end opfører os. Det handler heller ikke først og fremmest om den evangelisk-lutherske kirke som det bestemte kirkesamfund, hvis navn vi måske bruger til at beskrive os selv.
Nogle af os er simpelthen tiltrukket med alle vore fejltagelser og al vores tvivl til dette menneske, Jesus Kristus, eller til situationer, hvor hans ord og gerninger spiller en afgørende rolle. At høre til kommer derfor i første række, vi er og vi ønsker at være kristne.
Det betyder ikke noget, at vi tvivler, strejfer om, undrer os og ofte rynker brynene i forvirring. Vi er, hvor vi er. Og måske kan vi som Martin Luther ikke andet. Det handler rent ud sagt ikke om på forhånd at have styr på alt i tilværelsen.
For tilhørsforholdet og identifikationen med Jesus Kristus kommer først ikke sidst.
Mange af os indser også, at vi på en eller anden måde allerede er dér, så snart vi stopper med at tænke over det. Her er jeg, jeg kan ikke andet.
Vi ved ganske vist, at det betyder noget, hvordan vi opfører os, og hvordan vi er over for andre, men det kommer ikke først. Det er ikke en forudsætning for at høre til. Selv om det naturligvis er et under, når vi gør andet og mere, hvad vi har fået besked på – i enhver sammenhæng. Men det er vel egentlig blot et udtryk for hvad vi skylder hinanden.
Det er afgørende er ikke vores individuelle opfattelse af mere eller mindre tro og tvivl, men det er at vi hører til – og det gør vi – på grund af Guds nåde. For Guds nåde er der altid på forhånd!
Amen
Andre prædikener:
Du er missionsmand m/k! Ellers er du slet ikke kristen. Jeg kan ikke blive ved med at være kristen hvis jeg ikke bærer missionen med mig. Kristus har ...
Der findes ikke meget, der kan sammenlignes med dette at glæde sig til Jul. Vi siger, at vi ved juletid bliver som børn – uanset, hvor gamle vi er. Og...
Kan man ikke bare leve uden at spekulere så meget? Vi vil gerne bare være glade, more os, mærke at vi lever. Okay, men: Livet stiller krav til os. Vi ...
