Evangelieteksten
Vi er på afveje når solidariteten opgives fx på bekostning af ønsker om lettelser på det eller det andet område, hvilket viser at vi ikke forstår at byrderne i et samfund kun kan bæres i fællesskab
Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«
Johannesevangeliet 14,15-21
Prædiken
Der blæses ind og det blusser op, så modet til at sige det, der skal siges med et er givet.
Det er det, der har grundet og endnu i dag skaber den kristne kirke.
Pinsen er en opblussen, en indblæsning af en ny ånde i verden.
Derfor hilser og ønsker vi hinanden glædelig pinse i disse dage. Det er velgørende hilsener og ønsker for den tid, vi er i, hvor helligdagene har betydning ud over fordums tids nytte- og vækstfilosofi.
Alligevel holder vi os vankelmodigt tilbage i forhold til mange af tidens åndløse og kærlighedsløse udmeldinger.
Men nu gives vi altså mod til at tage til genmæle over for tankeløse udtalelser i enhver sammenhæng.
Lige fra hjerteløse kommentarer om begivenheden på Utøya i Norge, en umenneskelig og meningsløs begivenhed, hvor kun forsoning kan vise os en farbar vej samtidig med at vi hver for sig og sammen på tværs af landegrænse som kirke må bede om trøst i al fristelse og ulykke og vejledning bort fra al vildfarelse.
Videre forkrøbles den åndelige krise desværre yderligere ved udsigten til at landets seminarier [i Grundtvigs eget fædreland] ikke længere skal beskæftige sig med kristendom, livsoplysning og medborgerskab. Udsigten til endnu en dannelsesmæssig nivellering er ikke skøn.
Det er i sandhed mørke skygger, der trækker op, når sproget samtidig gradbøjes og tonen skærpes over for mennesker, der er arbejdsløse, udsatte eller marginaliserede.
Vi er tillige på afveje når solidariteten opgives fx på bekostning af ønsker om lettelser på det eller det andet område, hvilket viser at vi ikke forstår at byrderne i et samfund kun kan bæres i fællesskab.
Her og nu pinsedag genoptages og fornys Guds skabelse af mennesket. Og vi omringes af kærlighedserklæringer. Lad dem brede sig også i vort samfund som ringe i vandet.
Pinse er beåndingens og opblusningens tid. Det er en sproglig inspiration og en gentagelse af det øjeblik hvor Gud blæste livsånden ind igennem næsen på mennesket.
Dette åndende og varmblodede menneske beåndes endnu en gang med selve Guds gentagne ånde.
Ved gentagelsens mulighed og samtidighed kommer vi på ny et stykke længere – og længere ud.
Situationen den første pinsedag var, at Apostlene sad i Jerusalem, indelukkede, i åndelig krise.
Men det er evangelisk set aldrig for sent.
Pinsen bryder isolationen.
Og disse konkrete mennesker med apostlen Peter i spidsen brød ud i levende luer.
Med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden.
Ånden blæser igennem løn- og hjertekamrene og blusser op med en livfuldhed, der tænder den gnist, der gør enhver ildsjæl brændende i troen.
Apostlenes spor er således markører på vores vej.
En forvandling, en genskabelse og en åndelig ilddåb, der viser at vi kan komme for sent og dog rettidigt. At vi kan komme til sandheds erkendelse alt for sent og dog tids nok.
Det er i dag en ny og omvæltende forståelse, der kommer til gennembrud, en ny klarhed, for der er én, der giver en ny mulighed, når alt tilsyneladende er for sent.
Det er lige så aktuelt i dag som dengang – også vor tid er præget af en omfattende krise – og redningen er at vi må blive vundet tilbage fra mørkemagterne.
Når det levende ord i Jesus Kristus opsøger os, er det for genoplive den glemte visdom, forny samlivet med den kærlighed og den fuldkommenhed, vi og vore omgivelser skabtes med, og som vi ikke kan undvære, hvis vi skal leve og verden skal bestå.
Evangeliets kærlighedsforkyndelse denne pinsedag er derfor vores livsprøve.
Og det glædelige budskab er, at vi ikke er alene, der er tilkaldt en til at bistå os. Det er ikke et flygtigt bekendtskab men et vedholdende og indtrængende bånd. En åndelig realitet der vil være hos os til evig tid.
Livsprøven er nødvendigheden af at skelne, at sætte skel ind i verden. For vores livsførelse, vore tankeformer, vores kærlighedsevne prøves uophørligt. Og det er kvaliteten af dette livsforhold, der betegnes med ordene tro eller vantro.
Vi står i ånd og sandhed over for en sådan livsprøve. Og den er ikke ulig den som tidligere generationer har stået i. Måske er livsprøven endda større end tidligere.
Livsprøven fortæller os om naturens sammenbrud, vores egen krops sygdomme, samfundets mange menneskelige vrag, udsatte og marginaliserede, den tilbundsgående forvildelse og fortabthed.
Og naturligvis er den ånd, der har skabt verden, også den ånd, der formår at skelne mellem lysets gode handlinger og mørkets fordømmelige.
Dette åndelige og sande møde giver os erkendelsen af at der i kraft af Jesus Kristus ingen afstand og ingen hindring er mellem Gud og os. En erkendelse der stilner hjertets uro ved at oplyse og vejlede os dag for dag, så vi ikke skal gå vild og komme bort fra vejen.
At komme til lyset eller frem i det er at forbinde sin egen livsform og åndsform med den skabte verden på en sådan måde, at vi ikke beskadige verdenen, men i stigende grad kommer til indsigt. Og det sker vel at mærke ikke kun ad den naturvidenskabelige vej.
Når ånden gennemlyser den skabte verden sker foreningen mellem Guds ånd og det i os, der kan opflammes. Det glædelige budskab om at det aldrig er for sent. At dødens magt er brudt. At der er en ny mulighed – altid og på alle planer. At det er Guds Ånd, der sammenføjer os fra øst og vest, fra syd og nord.
Det er en gave uden lige. At det aldrig er for sent at komme til sandheds erkendelse. At det aldrig er for sent at komme til tro og få tilgivelse.
Det er heller ikke for sent at række hånden ud til forsoning med den, som gjorde én ondt, eller til den, jeg gjorde ondt.
Det er aldrig for sent at standse op og finde det i livet, som er noget værd, og anvende sin tid på nærvær og samvær.
Det er aldrig for sent at give tid, omsorg og kærlighed til det barn, som kalder på opmærksomhed.
Det er aldrig for sent at vende en bedrøvelig tilværelse ryggen.
Og det er aldrig for sent at leve. Derfor gælder det om at skynde sig.
Pinsen er en ny mulighed, og den kommer til enhver af os, belyst af Guds kærlighed, omsuset af Guds Helligånd.
Vær altid hos os, stærk og mild
med livets lys og Himlens ild
med sandheds ord og nådens røst
med stadigt håb og evig trøst
Guds ånd bliver i pinsen del af den ånd, der lever i os selv.
For Pinsen er det øjeblik, hvor ånden i dybere forstand vågner i os, springer i os og bryder ud i lys lue.
En tilstand af forhøjet, brændende og forklaret liv ved, at Helligånden knytter jordens og himlens hjertebånd til hinanden.
I dag og i morgen og hvert minut fremover åndes der på os – med pinsens tunger som ild og glød der gør os til ildsjæle – og det er aldrig for sent.
Finder vi sammen som fyr og flamme, kan livet tage sin begyndelse i dag.
Glædelig Pinse – Amen!
Andre prædikener:
De fleste vil sige, at det at miste et barn er noget af det allersværeste, noget af det der sværest at komme over. Når et barn dør, så slår det forfær...
I kender udtrykket: gravalvorligt. Det er når noget, ikke bare er almindeligt alvorligt, men når det er ekstra alvorligt. Ja, så bliver det grav-alvor...
Lad os lægge Janteloven væk, lad os ikke bruge tiden på at pille andre ned, fordi vi selv tror, vi bliver store, når vi gør det. Også vi er elsket af ...
I oversættelsen står der nu, at man skal hade sine forældre. Men ordet kan også oversættes med, at man skal bryde op eller opgive. Hvorfor skal man op...
