Evangelieteksten
Som de vandringsmænd, vi mennesker nu engang er, har vi behov for åmandsten, ja, for pejlemærker for at finde hjem, når vi er dér, hvor vi ikke ved, hvad hjem er, og vi er ved en overgang i vore liv
Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannesevangeliet 12,23-33
Prædiken
”I de tredieve år havde han boet der, havde han aldrig lært at tænde op i brændeovnen. Netop som ilden greb fat om brændet, og Uffe tænkte: Nu er den der! gik ovnen ud igen.
Han opgav at tænde op og smed sig i stedet på sofaen og satte ”midt om natten” på. Den scene, han bedste kunne lide, var den, hvor slænget med Benny og Arnold i spidsen blev lukket ud af detentionen, efter at Haveje var blevet ryddet. Tag hjem! råbte betjenten. Hjem? spurgte Arnold, hvor er det?”
Ordene er fra en af sidste års store stykker ny dansk litteratur, romanen ”Gudfar” af den kun 32-årige Dy Plambeck, og de skærer sig – når man først har læst og annammet dem – dybt ind i eens sind. At have boet tredive år i et hus og ikke have lært at tænde brændeovnen……. Det taler for sig selv uagtet om man forstår ordene konkret eller i overført betydning. – Og karakteristisk nok sættes der ord på den virkelighed ved at hovedpersonen selv taler, men via en film, hvor en person spørger sig, hvor hjem er ……. Det hænger i luften, at ”hjem” er ingen steder.
Man bliver forstemt. – Men jeg tror, at situationen fanger mange danskeres situation, når den pseudoverden, som er for eksempel reklamernes og de kulørte blades og den hjemlige hygges overflade, lades bag. Man bliver ikke mere hjemme bare af at købe mere og mere; man bliver ikke mere hjemme bare ved at dagdrømme; man bliver ikke mere hjemme af at blive propfodret med hjemlig hygge. – Og så er det, at man må sande, man måske ikke, selv om man har et godt og trygt hjem, ved, hvor hjemme er ……
Og er man først der i sit liv, er man i et vadested, hvor det gælder om at komme sikkert i land, hvad enten det så bliver til den ene eller anden side i vaddet …… Og at komme i land, hvis man først er i et vadested, er svært eller måske endda umuligt uden pejlemærker ……..
Det vidste også de gamle i Øster Tørslev. Ved indgangen til Sparekassen står lidt umotiveret en stor sten. Den blev for år tilbage fundet i åbrinken sammen med en skålsten fra samme periode. Skålstenen blev placeret ved opgangen til kirken, den anden ved Sparekassen. Denne sten er en åmandssten med et stilliseret mandshoved, som i bronzealderen for 2-2500 år siden har stået ude midt i vadestedet over det vådområde, Øster Tørslev dengang var. Det var et kendemærke, som, at man kunne gå ud til og så derfra fortsætte nogenlunde sikkert i land mod en eller anden kending på den anden side……… Som de vandringsmænd, vi mennesker nu engang er, har vi behov for åmandsten, ja, for pejlemærker for at finde hjem, når vi er dér, hvor vi ikke ved, hvad hjem er, og vi er ved en overgang i vore liv…….
Sådan er det menneskeligt. Men sådan er det også her i kirken. Også her er vi ind i mellem i et vadested mellem det ene og det andet, og sådan et vadested er vi i i dag på sidste søndag efter Helligtrekonger. Vi slutter åbenbaringstiden; slutter den tid, hvor det er blevet blotlagt for al verden, at Gud er blevet menneske, ikke for at drage og fastholde menneskene, men for at sende os til den verden, vi er en del af …… Det har været visen over de sidste søndage med historien om, at Jesus tog de små børn i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem; hvor han samtalede med og dermed forlenede også en fremmed kvinde af ikke israelsk byrd ved brønden i Sykar løfte om evigt liv; hvor han fastholdt, at tro ikke kan måles kvantitativt, men snarere er forholden sig til sit liv så lille og beskeden som et sennepsfrø, men som sætter een i stand til at være livet tro og tage i mod, ja, sætter i stand til efter bedste evne modsvare og udfylde de kald, livet har på een. For den åbenbaring, som er blevet os til del i Guds bliven menneske i Julen, hvori virkeligheden er større end virkeligheden, vil jo netop ikke drage og fastholde, men sende til livet …… Og ikke nødvendigvis livet i glans og vælde, men livet som det er……. Også, ja, netop i det ufuldkomne liv sker livet fyldest; også, ja, netop i livet i storhed og fald er virkeligheden større end virkeligheden og evigheden åben ……. Også i den daglige virkelighed har herliggørelsen virkelighed ……
Og med eet er vi da – langt om længe – på dagen i dag.
Vi er på vej ud af Helligtrekongertiden og på vej mod Påske. I denne dagens gudstjeneste har vi markeret det ved at synge den mest elskede helligtrekongersalme, ”Dejlig er den himmel blå”, og een af de uforlignelige Påskesalmer, ”Hil dig frelser og forsoner!….. I hver sin ende af et forløb forlener forlener begge med Kristus i centrum herliggørelse……
Og vender vi os nu mod dagens tekst i dette vadested mellem Helligtrekonger og Påske er det klart. I Julen og Helligtrekongertiden er Guds navn herliggjort i fødsel og forlenelse af evighed til verden. Men nu skal vi videre. End ikke ved at drages til sønnen og forlenes evigheden i glimt helligtrekongertiden igennem er vi ved vejs ende i historien om Guds åbenbaring i verden. Jesus er i dag i et vadested, som også vi mennesker er i et vadested, når vi ikke ved, hvor hjemme er.
Men Jesus ved, hvorhen hans vej går. Han ved, hvortil han er sendt. Han taler om, at Menneskesønnen skal herliggøres. Taler om, at hvis ikke hvedekornet falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det mange fold. Han siger det også anderledes ved at opfordre til at følge ham, og så følger et løfte om, at hans tjenere skal være hos ham.
Jesus ved, hvad der står for: Påsken med dens sejrsridt Palmesøndag i den ene ende og dens forrådelse, pine og lidelse og død og opstandelse i den anden. Fra sejrsåbenbaring til herliggørelse gennem lidelse og død går altså vejen fra Helligtrekonger til Påske, og det er det vadested, vi i dag står i.
Jesus er helt derude, hvor han er på vej til – som romanfiguren fra start af – ikke at vide, hvor hjemme er, men så kommer han det i hu. Som vi alle vil gøre, når vi står overfor det hårde i livet, prøver han at undvige ved at bede om at blive frelst fra denne time. Det er en forudgribelse af Skærtorsdagsaften bøn og anråbelse i Getsemane om, at han ikke skal drikke det dødens bæger der står for, og korsordet om at fri ham, men så vender han. Han ved, at livet koster livet. Ved, at skridtene på vejen taget i frihed er identisk med hans tro, og han siger: Fader, herliggør dit navn! En forudgribelse af Langfredagens ”Dog ske ikke min, men din vilje! Det er fuldbragt! Fader i dine hænder befaler jeg min ånd!”
Jesus ved, hvad der står for: Påsken med dens sejrsridt Palmesøndag i den ene ende og dens forrådelse, pine og lidelse og død og opstandelse i den anden
Det forløser, og da Jesus har talt det ord, lyder som var det torden underfuldt en løfterig røst fra himlen: ”Jeg har herliggjort det, altså mit navn, og jeg vil atter helliggøre det!” – Denne Guds røst, hvis komme vi ikke kan forstå men fornuften, men alene tage til os, forudgriber naturligvis den kommende åbenbaring af Guds vilje til liv i påskehistorien. Den skænkes vi at se hen til. Den skal være det sted, hvortil vi vende vort blik. Med det ord i sinde kan vi ikke bare gå i gennem de vadesteder, der er i vore liv, men også finde ud af, hvor hjem er. Og hjem er hos Gud, siger Jesus, når det hedder: ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig!” Som israelerne i ørkenen fuld af giftige slanger fik kobberslangen at se hen til, så at de ikke skulle dø, men leve, således gives vi at se hen til den korsfæstede Kristus. Ophøjet på korset, hvor han har taget vor synd og båret var skam, så at det ikke skal tilregnes os, er vi skænket frisk mod til at leve, ja, til med Luther om så at synge tappert. Sendt til verden kan vi leve, fordi vi i Kristus Jesus er Guds børn. Da kan vi synge ikke blot: så skal vi nok komme hjem, men da ER vi kommet hjem.
Men dermed er det da en usigelig stærkt tekst, vi har for os i dag. Ikke een af de lette, men hvem siger, at alt skal være lette og søde historier. Ovendt, vi ved det jo godt. Det ikke at haven nogensteds hjemme; det ikke at kunne tænde lys og varme i sit livs brændeovn, det er heller ikke let. Men en historie som den til i dag, møder Jesus os, hvor vi er i vor kvide.
– Og alligevel. Det er en løfterig tekst om, at uanset, hvor vi mennesker kommer, da er der een, der har været der før, Kristus Jesus på korset. Han vandt og med ham har vi vundet. – Ham kan vi se hen til som vore livs åmandssten; som vore livs ophøjede pejlemærke; i Kristus er det levende håbs fakkel tændt over os for altid ….. På den fortælling er vi i vor dåbspagt i liv som i død Guds børn alle dage ind til verdens ende …… Gud drager os ikke og fastholder os ikke i Kristus, nej, han sender os til at leve i verden, og når det er tilfældet, kan og skal vi leve, Gud til ære, næsten til gavn og glæde…….. Som han ikke forblev i dette vadested i sit liv, men fortsatte mod Påsken, skal også vi fortsætte.
Og så – her til slut – bare lige et lille anhang.
Forunderligt nok ved den moderne forfatter Dy Plambeck godt dette. Langt hen finder den hovedperson, der ikke kan tænde brændeovnen; den hovedperson, der spejler sig i filmens spørgen efter, hvor hjem er, ro ved at tage sit Gudbarn med i kirke og sidde og kigge på altret. Han drages og fastholdes i roen….. Han finder momentan ro fra det høje, hun ikke …… Det ender med hun flygter.
Men Gud drager ikke og Gud fastholder ikke.
Gud sender.
I kristentroen er det horisontale liv i centrum, for forfatteren ved det, og bringes den virkelighed på en meget flot måde.
I romanens sidste sider fortælles, at gudbarnet kæmper med unge af sin tid. Da han på TV ser det, ved han pludselig, at han må være ved hendes side, og han kører den lange vej til hende midt i hendes deltagelse i gadekampe. Og så hedder det:
”Petring, tror du, vi har hele dagen? råbte han. Der gik et øjeblik, før hun vendte sig mod ham, som om lyden var forsinket i luften. Hun stod med armene ned langs siden og så på ham et øjeblik, før hun løb hen til ham.”
Det må da siges at være en virkeliggørelse af sendelse til verden, der vil noget …… En forløsning i verden …….
Med Kristus herliggjort i Jul, Helligtrekonger og Påske er vi hver og een sendt! Sendt til livet, sendt til at leve livet i verden!
Amen!
Andre prædikener:
Et af de allerstørste problemer, som mennesker har med religion, kan opsummeres i ét enkelt ord: Eksklusivitet. Før i tiden var det store problem poli...
I kender udtrykket: gravalvorligt. Det er når noget, ikke bare er almindeligt alvorligt, men når det er ekstra alvorligt. Ja, så bliver det grav-alvor...
En situation, som den vi i dag hører, hvor det er en kvinde der salver Jesu fødder med den mest kostbare og velduftende olie. Et eksistentielt frådse...
