Evangelieteksten
En kvinde med dårligt rygte kom for at salve ham. Folk råbte til Jesus, at han bare skulle vide, hvad hun var for en. Men Vor Herre sendte hende bort med hele himlens velsignelse
Du, Betlehem i Judas land,
du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.
Fra dig skal der udgå en hersker,
som skal vogte mit folk, Israel.«
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Matthæusevangeliet 2,1-12
Prædiken
Evangeliet på Hellig Trekongers-aften skriver Mattæus:
På vej mod Juleaften var vi mange her. Lydhøre, sangglade og fyldte af forventning – på vej til festen – på vej mod Jul. Sådan som det skal være.
Nu er festen ovre – i aften på Helligtrekongersaften holder vi Juleafslutning. Lidt mere stille – mere eftertænksomme – på vej mod de nye ubrugte dage. Sådan som det skal være.
Da Gud sendte sin søn til jorden sagde han vel til Jesus:
”Jeg giver dig ingen formaninger med, men én ting skal du altid huske: Du må aldrig udelukke nogen!”
Og Guds søn kom fra de høje himle – til jordens lave egne. Jesus blev født i en stald og ikke på et kongeslot, som man ellers måtte forvente, når en kongesøn skulle fødes.
Og de første, der kom på barselsvisit, var hyrder fra marken. De var virkelig lukket ude, både bogstaveligt blandt dyrene i nattekulden og som klasse. De hørte til de allerlaveste! Ingen regnede med hyrderne! Men de kom til nattegudstjeneste i stalden.
Ganske vist kom der også konger – vismænd – som vi især hører om og husker i aften. Men de var ikke indbudt, som hyrderne var det. De kom selv!
Og fra Betlehem begyndte så det liv, der gang på gang løftede mennesker, som var udelukkede, ind i lyset og varmen.
Mødre kom med deres småbørn, for at Jesus skulle velsigne dem. ”Så gå dog væk ”, råbte hans nærmeste, disciplene, som burde have forstået ham bedre.
Jesus blev rasende, ikke på børnene og ikke på mødrene, men på disciplene. Og han tog børnene på skødet, velsignede dem og forklarede de voksne og kloge disciple, at Guds rige netop er børnenes, og at vi skal blive som børn for at få del i det rige.
En kvinde med dårligt rygte kom for at salve ham. Folk råbte til Jesus, at han bare skulle vide, hvad hun var for en. Men Vor Herre sendte hende bort med hele himlens velsignelse.
De syge hjalp han. De var lukket ude, ikke bare grundet sygdommen. Men sygdommen blev set som Guds straf for et eller andet, de havde gjort. Sådan tænkte man. De syge var helt alene – udenfor. Men ikke udenfor Jesu omsorg og kærlighed.
Og Jesus spurgte sin far, om han havde gjort nok. Men Gud svarede, at han endnu ikke var nået til bunds.
Så Jesus måtte lade sig dømme og henrette for også at være lige med forbryderne, så han på korset kunne sige til røveren ved sin side: ”I dag skal du være med mig i Paradis”!
”Er det nu nok? Jeg er blevet dømt og henrettet som en forbryder, og mine nærmeste venner svigtede mig, da det virkelig gjaldt! En af dem forrådte mig og solgte mig for en slaves købesum, en fornægtede mig og resten løb deres vej. Og det værste var, at jeg i det mørkeste øjeblik syntes, at du, Far, også forlod mig!
Er det nu nok?”
Og himlens og jordens skaber svarede sin søn: ”Forstår du da ikke, at du skulle prøve, hvad det vil sige at være lukket ude. Men synes du nu, at du er færdig, at du har nået bunden?”
Da svarede Jesus: ”Nej, for jeg har endnu et langt og tungt skridt at gå. Jeg må derned, hvor de døde er lukket ude – jeg må tømme dødens rige.”
Og han gik derned, og der nåede Vor Herre bunden, så ingen nogensinde kan sige, at de er udenfor ham.
Da sagde Gud: ”Jeg tog ikke fejl af dig. Du har gjort alt, som jeg ville det. Du har fuldbragt mit værk. Så nu skinner nådens og glædens sol for dem, der er lukket ude!”
Om lidt synger vi Grundtvigs store Hellig Trekongers-salme:
Dejlig er den himmel blå – den slutter med verset:
Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord, det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Vores ledestjerne er Ordet, sådan som Jesus var det, sagde det, levede det, døde det og lyslevende bragte opstandelsens nye virkelighed og mulighed ind i menneskers liv.
Det ord fra himlen kan og skal være vores ledestjerne som kirke og folk. Ikke fordi der herfra kan hentes færdige politiske løsninger og svar på alting, men fordi han, som kom som himlens Ord og Kærlighed fra det høje til det lave, kan lære os vedvarende at holde fast på ansvaret for den svage og undertrykte – for barnet og den værgeløse – for fællesskabet, lære os at vi har ansvar for hinanden.
Men ikke kun det. Det gentagne himmelord vil minde os om lyset, der skinner i mørket, håbet, der modsiger alle vore mørke erfaringer. Håbet, der giver nyt mod til at leve og tro – også, ja, især, når vi mister de elskede og står fulde af sorg og føler os forladte og afmægtige – lukket ude!
Vi må lægge alt i Guds hænder – i håb – i tillid og tro på, at lyset skinner midt i mørket, og at mørket aldrig kan vinde over lyset – heller ikke i det nye år! For Himlens kærlighed har rørt jorden!
I aften slukker vi lysene på juletræet. I aften slukker vi lyset på kirken, og vi går her fra for at gå Guds fremtid i møde.
Vi vil i tro og i håb ønske hinanden et Godt og Velsignet Nytår!
