Evangelieteksten

Der er en dyb tendens, at det er de negative ting, der bringes frem som et modbevis mod Gud. Jeg hører sjældent, -meget sjældent nogle sige: ”Jeg tror på Gud, fordi han skænker mig så meget godt. Jeg lever i et trygt og rigt land. Jeg er blevet skænket kærlighed fra min ægtefælle og mine børn

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.
Hebræerbrevet 11,1-6

—

Apostlene sagde til Herren: »Giv os en større tro!« Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.

Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.«
Lukasevangeliet 17,5-10

Prædiken

”Giv os en større tro”, siger disciplene. Det kan undre. Kunne de, der var sammen med Jesus ikke engang fastholde en tro. Hvad så med os andre? Disciplene havde dog set, at Jesus kunne helbrede syge mennesker. De var sammen med ham, og de hørte hans taler. Det var ansigt til ansigt. Hvorfor skulle de have behov for at bede: ”Giv os større tro.” Man skulle da mene, at det ville være lettere at tro, hvis man havde oplevet at være sammen med Jesus. Det måtte synes lettere end blot at have hørt eller læst om Jesus og så endda 2000 år efter. Men problemet er jo det basale, at tro er ikke bevis. Og det er kun beviset, der giver fuld vished. Derfor vil vi mennesker altid gerne have mere tro. Disciplene dengang, som os her 2000 år efter. Det er dog bestemt en tanke værd, at vores krav efter beviser ofte bliver hen imod de negative ting, -altså det der tjener som et modbevis i forhold til Guds eksistens. Det er som om nogle mener, at der er beviser for, at Gud ikke eksisterer.

En eftermiddag skulle jeg til dåbssamtale. Det var en konfirmand, der skulle døbes forud konfirmationen. Sådan er det jo ofte. Vi skulle aftale det praktiske, og jeg husker konfirmanden som meget positiv. Hun glædede sig meget. Moderen virkede helt anderledes. Nu var det jo også hende, der havde valgt dåben fra for sit barn. Men der lå noget mere bag, fornemmede jeg. Hen ad vejen kom samtalen hen på, hvordan man kan tro på en almægtig kærlig Gud, når der sker så meget ondt i verden. Det viste sig så, at konfirmanden havde haft en storebror, som blev kørt ihjel af en spritbilist. Det var for moderen et klart modbevis for Guds eksistens. Hun kunne simpelthen ikke tro på, at der var en Gud til, efter det familien havde oplevet. Og det kan man jo på en eller anden måde godt sætte sig ind i. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde mistet min søn i en så meningsløs ulykke, så kunne man nemt falde for at anklage Gud og råbe sin fortvivlelse ud: ”Hvorfor, Gud? Hvordan kan du tillade, at noget sådant sker? Hvorfor griber du ikke ind?” Det er fuldt forståeligt. Mange kommer over det og genfinder troen på Gud. Nogle gør det ikke. Det forfærdelige bliver for dem et klart bevis for, at man ikke kan tro på en kærlig Gud, altså når der sker sådan noget. Og ræsonnerer man sådan, så er der masser af modbeviser mod Gud. Ulykker, katastrofer, dyb menneskelig ondskab. Jo, der er meget, vi ikke synes skulle være sådan. Men er det et bevis? Skal en tro på Gud være afhængig af, at det kun går os godt?

Giv os mere tro! Betyder det rent ud, at vi vil have, at Gud skal have mere styr på det?

Der er en dyb tendens – det møder jeg hos mange – at det er de negative ting, der bringes frem som et modbevis mod Gud. Jeg hører sjældent, -meget sjældent nogle sige: ”Jeg tror på Gud, fordi han skænker mig så meget godt. Jeg lever i et trygt og rigt land. Jeg er blevet skænket kærlighed fra min ægtefælle og mine børn. Jeg har efter omstændighederne et godt helbred, og hvis jeg bliver syg, kan jeg glæde mig over, at der er mange, der søger at hjælpe mig og nærer omsorg for mig. Jeg behøver ikke at bede om en større tro. Der er så meget godt, så megen kærlighed, så megen tryghed, at det giver mig en stærk tro på, at Gud er til og vil mig alt godt.” Sådan hører jeg det i regelen ikke. Og hvorfor så ikke? Hvorfor er det kun den anden vej rundt? Alle de negative beviser. Hvorfor ikke de positive ting?

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde mistet min søn i en så meningsløs ulykke, så kunne man nemt falde for at anklage Gud og råbe sin fortvivlelse ud: ”Hvorfor, Gud? Hvordan kan du tillade, at noget sådant sker? Hvorfor griber du ikke ind?”

I epistelen nævnes historien om Kain og Abel. Også den handler om at se de negative ting og dømme Gud ud fra det. I husker historien. Kain og Abel vil takke Gud for høst og avl. De bygger hver et alter. Kain er agerdyrker. Abel er hyrde. Kain ofrer korn. Abel nogle fedtstykker fra småkvæget. Røgen fra Abels alter stiger lige op til himlen. Røgen fra Kains alter blæser derimod hen ad jorden. Og Kain er sikker på, at det er fordi, Gud ikke kan li’ ham, mens han derimod holder meget af Abel. Og så kender I den videre historie. Kain bliver så sur, misundelig og gal på sin bror, at han slår ham ihjel. Og ikke nok med det: Han mener jo også, at det sådan set ikke er hans skyld, men mere Guds skyld, at det går så galt. Gud kunne jo bare have taget imod hans offergave helt på samme måde, som han tog imod Abels. Der er ingen selverkendelse hos Kain. Han er sur og gal og vred på Gud. Han gør jo forskel, synes Kain. Det negative, der sker, -igen bliver det til et modbevis mod Gud.

Livet er sådan set uretfærdigt. Vi er ikke ens. Vi er ikke alle lige gode til alting. Vi har ikke altid de samme muligheder. Vi er ikke lige heldige. Vi er ikke alle lige raske. Det går ikke på en snor. Og derfor kan livet ikke være fuldt ud retfærdigt efter en menneskelig målestok. Vi får ikke gaver i livet, ligesom når vi juleaften sørger for, at børn eller børnebørn får for præcis lige mange penge. Det skal gå retfærdigt til. Siger vi. Derfor er livet uretfærdigt. Men det er ligeså uretfærdigt godt, som det er uretfærdigt ondt. Det skal vi ikke glemme. Det er så fuldstændig forfærdeligt som med konfirmandens storebror, der bliver dræbt af en spritbilist. Men det er jo også uretfærdigt, når det heldigvis går godt i langt, langt de fleste tilfælde. Tænk her alene på de hundredetusinder af børn, der går eller cykler til skole hver eneste dag. Midt i al den trafik, der er blevet tættere og tættere og mere og mere stresset. Og det er mørkt. Det er glat. Og alligevel. Dag ud og dag ind lykkes det de små poder at komme sikkert til skole og sikkert hjem igen. Det er ikke et bevis for Gud. Men det bør en ulykke dog heller ikke være. Sandt nok fylder sygdom, ulykke og død meget i vores bevidsthed. Vi hører om det på tv og i aviser. Og så er det gået galt med det ene og det andet. Og det er for dårligt. Men hånden på hjertet: hvor meget folder vi vores hænder og takker for, at vi lever i en tid, hvor vi trods alt bliver ældre og ældre, og sygdom oftest er noget man helbredes for? Jeg er faktisk sikker på, at lavede man en retssag mod Gud og hans eksistens, -førte vidner for eller imod troen på Gud, så ville vidnerne for hans megen godhed imod os så langt overgå de onde ting, der sker i verden. Men sådan ser vi desværre ikke altid på det. Det er de negative ting, der fylder. Det er de negative ting, der bringes frem som bevis imod Gud, – ikke de positive ting. Desværre. Og derfor er der flere, der som disciplene siger: ”Giv os mere tro”, -eller som man ville sige: ”Giv os beviser, vi vil have facts på bordet, og vi vil have det negative væk fra os. Tror vi, så skal det også gå os godt hele vejen.”

Men tro er ikke beviser. Og vi kan ikke bevise Gud. Men vi kan heller ikke modbevise Gud. Gud giver os mange, mange rige gaver, ufortjent, uretfærdigt. Og hvis vi vil, kan vi gribe troen deraf. Men sandt nok sker der også mange onde, ulykkelige ting i vores liv og tilværelse, og ingen nok så stor og urokkelig tro på Gud kan sikre os imod alt ondt. Som jeg hørte en præst fortælle om en anden konfirmand, der spurgte: ”Hvis jeg tror helt vildt meget på Gud, virkelig alt hvad man kan forestille sig, hvis jeg tror super meget på Gud, vil jeg så ikke dø, hvis jeg løber ud foran en varevogn?”  Dertil er kun at sige: ”Jo, det vil du blive slået ihjel af, for ingen tro kan give os kraft som supermand”. Ingen tro, ikke nok så stor en tro kan sikre os evigt liv her på jorden. Vi skal stadigvæk dø, og det rokker ingen tro ved. Vi kender ikke morgendagen. Vi kan tro på, at morgendagen skænker os meget godt, men vi kan ikke vide det. Men hvad der end sker. Intet er et bevis for eller imod Gud. Jeg kan personligt sige, at det er et bevis på Gud for mig, at jeg har det godt, og at jeg har en dejlig familie, og at vi ikke mangler noget. Hvis det er et bevis for mig, så kan det ikke diskuteres, men det er ikke et objektivt bevis, som bare kan overtages af alle andre. Og hvis en kvinde siger, at det er et bevis for hende mod Guds eksistens, at hendes barn blev slået ihjel af en spritbilist, så er det et bevis for hende, men heller ikke det er objektivt, det er personligt.

”Tro er fast tillid til det, der håbes på”, stod der i epistelen. Tro er tillid. Tro er ikke bevis, men det er tillid til det, der håbes på. Gud er kærlighed. Og kærlighed skal tages imod med tillid. Og kærlighed er der mange tegn på, men ikke beviser for. Det kender vi jo så alt for godt i forholdet to mennesker imellem. Tro er tillid. Tro er at have tillid til, at Gud vil os det bedste, men at han af kærlighed har skabt verden så den er mangfoldig. Skabt verden, så hver dag ikke er den samme, så vi ikke er de samme, så vi ikke har det på helt samme måde. Og skabt morgendagen, så vi netop ikke kender den, men kan overraskes og se med forventning og spænding på, hvad er skal ske os. Ja, at Gud skaber, så der hele tiden skabes nyt, at verden og vi med den udvikler sig. At det ikke er helt det samme som dagen før. Vi kunne ikke tænke os det anderledes, på sæt og vis, også selvom der er afskygninger af det uventede, som vi måske gerne ville være foruden.

Tro er tillid til Gud. At han bevarer os og beskytter os og bærer os igennem alt, der måtte ske med os og vore kære. Ja, tro er tillid til, at han bjerger os frelste gennem livet og gennem døden ind til livet hos ham, i det evige liv.

Det kan ikke bevises. Sådan er det, og derfor skal vi ikke kræve de umulige beviser eller bede om større tro. For hvad er det, Jesus svarer disciplene med, da de beder ham om større tro? Han svarer bønnen ved at sige: ”Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.” Den større tro, som disciplene beder om, det er at gøre, hvad de har fået besked på, at være tjenere i kærlighedens tjeneste. Det er det, det handler om. Ikke en umulig jagt efter mere og større tro, eller på umulige beviser. Nej, det er at have tillid til Gud, vente os alt godt, og så gøre det vi skal, -gøre en forskel i vores liv med hinanden. Vi skal ikke sidde uvirksomt med hænderne i skødet og bede om vished og større tro. Nej, vi skal have tillid til, at Gud elsker os, og at han ved bedst, og så skal vi koncentrere os om at gøre kærlighedens gerninger.

Sommetider går røgen stille og flot lige op til himlen. Og disse gode tider skal vi ikke glemme, når det sker, at røgen slår ned mod jorden, og vi får noget at kæmpe imod. Gud er med os i det hele. Ikke så vi kan bevise det, men så vi kan føle det, hvis vi er åbne og har tillid til det.

Amen

Andre prædikener:

Tags: Gud, livet

This entry was posted on 23. januar 2012 at 11:23 and is filed under Helligtrekonger, Trinitatis. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.