Evangelieteksten
At Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig”, har intet at gøre med, at det skal være børnene, der bestemmer det hele, og at de skal ha’ lov til at ødelægge det for andre
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Markusevangeliet 10,13-16
Prædiken
Man taler rundt omkring i landet om barnedåbsramte kirker. Det er et lidt specielt udtryk. Barnedåbsramte kirker, -hvad er det? Ja, det er kirker, små middelalder kirker, som pga nybyggeri nu er placeret i et område, hvor der bor rigtig mange mennesker og ofte unge mennesker, og det betyder så, at der i de kirker er barnedåb hver eneste søndag og ofte flere ad gangen. Og sådanne gamle middelalderkirker har jo ikke de samme forhold, som vi har her i Helligåndskirken med et dåbsventeværelse, der kan bruges til børnehjørne under prædikenen. Middelalderkirkerne har jo kun et rum og et våbenhus. Og når man så taler om barnedåbsramte kirker, så mener man dermed, at disse kirker på en måde er blevet overtaget af barnedåbsgæster og især af børn, der har det meget svært ved at sidde stille og forholde sig i ro i så lang tid. Og sådan er det jo. Men de almindelige kirkegængere føler i sådanne kirker, at de på en måde er kørt ud på et sidespor. De kan ikke høre prædikenen, og enhver form for andagt under altergangen bliver ødelagt ved, at de små børn leger tagfat mellem kirkebænkene. Således finder nogle af disse mere vante kirkegængere, – de finder en anden kirke at gå til, fordi de synes, at barnedåbsgæsterne mere eller mindre har overtaget styringen. Forstå det ret: det er ikke, fordi de faste kirkegængere føler, at de har mere ret til kirken end andre, og de glæder sig over den store opbakning, der er i at gå til gudstjeneste. Når der er barnedåb, -alle gæster er jo med nu om dage, og det er en meget positiv udvikling. Men de faste kirkegængere synes nok, at det var bedst, om alle kunne være der. At det ikke kun handlede om barnedåben, men at der også var rum for at koncentrere sig om prædikenen. Men det er ikke let. Når man ikke har rammerne til at kunne sørge for, at alle kan være der. Et sted på Sjælland fik menighedsrådet den idé at købe en gammel campingvogn. Den blev så fast opstillet på parkeringspladsen lige ved siden af kirken, og blev indrettet som børnehjørne til stor glæde både for børnene, men også for dem, der gerne ville have lidt ro på.
Men det er ikke så let at sørge for, at alle føler, de har lige meget ret til at være der. Jeg hørte engang følgende historie: Det var en gudstjeneste med to barnedåb i en mindre middelalderkirke. Og det var gået helt grassat. Der var masser af børn med i kirke, og helt fra starten af, var det dem, der tog têten. De råbte til hinanden, løb rundt, og legede også ved knæfaldet osv osv. Vi kan nok alle sætte os ind i billedet. Og der var ingen voksne, der skred ind. Graveren vidste ikke, hvad han skulle gøre. Præsten tænkte, at under prædiken blev der nok kaldt til ro. Men ak. Præsten fik ikke ørenlyd, og hun tænkte på de timer, hun havde brugt på at formulere en god og vedkommende prædiken. Det var fuldstændig spildt. Da gudstjenesten var slut, kunne præsten ikke skjule sin irritation, og det fik en af forældrene til at sige: ”Jamen, husk Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig”.” Hvorefter det brød ud af præstens mund: ”Ja, det er dog også det dummeste, han nogensinde har sagt.”
Nu var det så til gengæld ikke det klogeste, som præsten fik sagt. Men man kan jo godt forstå præsten. Og sandt nok: At Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig”, -det har intet at gøre med, at det skal være børnene, der bestemmer det hele, og at de skal ha’ lov til at ødelægge det for andre. Det man nemlig glemmer i dag, hvis Jesus ord bruges til at lade børnene regere, det er, at synet på børn i dag og så tilbage på Jesu tid er vidt forskellig, -ja der er en verden til forskel. Og Jesu ord skal forstås ind i en sammenhæng og i en bestemt mening og betydning. Og det er ikke fair at bruge citater løsrevet fra sammenhængen blot for at fremme ens egen holdning.
På Jesus’ tid var børn bestemt ikke noget særligt. De var placeret langt nede i hierarkiet. Børnenes største værd var, at de blev voksne engang og kunne hjælpe til og ikke længere være en byrde. Børn blev simpelthen betragtet som ”halvmennesker”. Så når Jesus sagde: ”Den, der ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det”, så var det bestemt en provokation og et anstød mod den herskende opfattelse. Jesus vender det på hovedet ved at han siger, at den, der ingenting er, har forrang frem for den voksne og fornuftige. Det er en illustration af Guds nåde. At Gud elsker først. At vi får nåden ufortjent. Gratis. At vi ikke skal gøre os fortjent til nåden. At Gud giver på trods. At han vælger at indlede os i Gudsriget på trods af vores uværdighed. De skriftkloge og farisæerne, de der var Jesu tids meningsdannere, eksperterne så at sige. De mente noget ganske andet. De mente, at man skulle fortjene sig til Guds nåde gennem opfyldelse af lovens mange forskrifter. Og set i deres perspektiv kunne man i forhold til Gud jo heller ikke regne med børn for andet end det, at de blev voksne engang og så kunne begynde at opfylde loven.
Nu kan vi måske blive helt forarget over synet på børn dengang. Det er jo så helt anderledes i dag. Og det er jo også kun glædeligt. I dag er børn jo i den grad ønskede, og når man tænker på den nys overståede jul, kan man jo godt få lidt af det indtryk, at det på mange måder er børnene, der regerer verden nu om dage. At det langt hen ad vejen er børnene, der bestemmer, og at vi voksne sørger for, at de får deres vilje. Men selvom det er sådan i dag, så skal man jo ikke glemme, at sådan har det jo ikke været i frygteligt mange år. Går vi bare et par generationer tilbage, så var børn ikke noget særligt. De skulle kende deres plads, ikke protestere og altid gøre, hvad deres forældre sagde til dem. Det er jo dog kun i forbindelse med den store sociale fremgang siden tresserne, at vi har fået overskud til at betragte børn som noget helt særligt værdifyldt i sig selv. At vi har fået overskud til at glædes over børn i alle aldre. Men det er altså noget relativt nyt. At udviklingen er gået sådan, det skal vi rigtignok glædes over. Også selvom en gammel gnavpot måske kunne indvende og sige, at det måske er gået i den modsatte grøft. At børnene er løftet op på et stade, hvor de måske ikke hører hjemme, og at respekt ikke nødvendigvis behøver at være et fyord.
Vi skal forstå, at når Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig”, så er det ikke et partsindlæg i en debat om børneopdragelse. Det er slet ikke det, det handler om. Og hvis sætningen bruges, til at synes det er helt ok, at nogle børn fuldstændig overdøver en gudstjeneste, så er det sandt, at det er noget af det dummeste, Jesus har sagt. Men det er altså heller ikke det, han har sagt. Han siger: Lad de små børn… for at fortælle noget om Guds kærlighed. Han bruger de helt små børns væsen til at fortælle om Guds nåde.
Går vi bare et par generationer tilbage, så var børn ikke noget særligt. De skulle kende deres plads, ikke protestere og altid gøre, hvad deres forældre sagde til dem
Barnet, det helt lille barn kan ikke noget af sig selv. Det er helt afhængigt af de voksnes kærlighed. Barnet tager imod med den største tillid og selvfølgelighed. Barnet ser alting som nyt og er åben for alle indtryk og kan ikke gøre noget til gengæld andet end måske sende et lille skævt smil, der får forældrenes hjerte til at smelte og glemme al træthed og besvær.
Det er på den samme måde, vi skal tage imod Gud. Være åbne, have tillid, vente os alt godt og forstå os beskyttede og indeholdt i Guds ubegrænsede kærlighed og omsorg. Og at vi ikke skal gøre noget forud, at vi ikke skal fortjene os til Guds kærlighed og dermed også det absolut glædelige og befriende, at vi netop aldrig kan forstå os som uværdige i forhold til Gud. Gud vil os. Han vil os, også når vi har svigtet og selv føler os uværdige, så holder han fast på sit: ”Kom til mig. Min nåde er dig nok.” Vi kan aldrig falde udenfor Guds kærlighed. Gud rækker os alt godt livet igennem, som det rækkes til det lille bitte barn, der ikke kan gøre noget som helst andet end at tage imod og som ikke har fortjent noget, andet end det, at det er. Vi får Guds kærlighed, fordi vi er, og ikke hvad vi er, eller hvad vi har gjort, men fordi vi er. Vi er Guds børn. Og han kan ikke gøre andet end at elske os. Som vi elsker de helt små børn og bliver ved med at elske dem også når de senere hen kvajer sig, – de er dog altid ens børn.
Til sidst: Dagens evangelium hører dåben til. Læses som en del af ritualet. Og det er bestemt glædeligt, at barnedåben stadig står relativt stærkt, selvom der bestemt er en udfordring her i vores tid.
Undertiden kan man som præst møde en undren hos forældrene til dåbsbarnet, at man spørger: ”Forsager du Djævelen og alt hans gerning og alt hans væsen?” og at man siger, at barnet får dets synders forladelse. Hvorfor det, når den lille guldklump jo aldrig kan have gjort noget forkert? Men det fastholder vi altså i kristendommen, fordi barnet jo ikke kun er en guldklump. Guldklumpen har jo også det menneskelige voksne anlæg i sig til at blive ond og egoistisk. Vi ved jo alt for godt, hvor hurtigt børn lærer vi voksnes unoder. Det kan såmænd gå hårdt for sig børn imellem endda i børnehaven. Hvis der ikke var nogle voksne, der opdrog og lagde sig imellem, var det bestemt ikke altid lige yndigt.
Dette anlæg i alle mennesker til at være egoistisk og hvad det kan medføre. Det anlæg er det, vi i kirken kalder arvesynden. At vi tror på, at ingen er født til kun at gøre godt. At vi allesammen indeholder en masse godt, men også noget ondt. Og at vi derfor pådrager os skyld overfor Gud, som skaber os af kærlighed til kærlighed. Vores liv er en kamp mellem det gode og det onde. Og vi ved, at vi ikke altid vinder i denne kamp. Sommetider får det onde overtaget. Det er det, vi erkender i barnedåben. At vi be’r den stærke, Gud, om at give os vores synders forladelse, fordi vi ved at vi får brug for den.
Dagens evangelium er et smukt stykke, trøsterigt, livsbekræftende. Men altså ikke til at bruge som argument i en diskussion om børneopdragelse.
Nej, det er den sidste sætning der er den vigtigste: ”Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem”. For det er det Gud gør overfor os allesammen, når vi er døbt til at høre ham til. Han tager os i favn og velsigner os, hele livet og døden igennem. Det er det, det handler om.
Amen
Andre prædikener:
Der er noget ganske særligt ved at være på vej hjem, når man har en sejr med sig. Når man som sportsmand er på vej hjem til pandekagerne på Københavns...
Der er megen lidelse i verden. Smerten og lidelsen har uendeligt mange former. Fra verdens begyndelse har lidelsen været en kendsgerning og et mangeho...
Ligesom Johannes havde den opgave at være brudgommens ven, har vi alle en opgave, noget der er lagt hen til os, noget vi kan, et ansvar, en mulighed p...
Der er ofte en pris der skal betales. Som at søge den såkaldte ”søde fristelse” ved at tænde på pc’en og se på alle de her dating-sider, hvem man nu k...
