Evangelieteksten
Lad os mindes de stunder, hvor vi hver især har erfaret, at der pludselig blev højt til loftet og hvor udsynet åbnede sig ud mod fjerne horisonter
En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«
Lukasevangeliet 12,13-21
Prædiken
Hvad betyder det, vi hører i dag?
Hvad betyder det for os?
Spørgsmål som vi må stille os selv igen og igen, når vi i trinitatistiden hører det ene brudstykke efter det andet af det glædelige budskab.
Det er jo sådan, at Jesus og hans ord er blevet præsenteret gennem de tre store højtider: jul, påske og pinse, – og nu skal de følelser og tanker, højtiderne har vakt, samt erfaringen af at være blevet tiltalt, appelleret til og sat i gang som åndeligt væsen vokse til yderligere forståelse og liv.
Resten af kirkeåret skal bruges til uddybelse og fordybelse i hvad han sagde og gjorde og til fortolkning af de erfaringer, der er væsentlige for os som mennesker.
Det er med andre ord vækstens og modningens tid, de gode ords frugter i Jesu livstestamente.
Lad derfor ikke livet gå i sig selv.
Lad ikke livets fest blive aflyst.
Lad ingen djævel eller ondskab æde livsmodet.
Lad ingen tvivl og fortvivlelse nogensinde få overmagten.
For vi møder i dag en afgørende meddelelse: at vi alle er livsarvinger!
Derfor handler det for enhver af os om at vi lever det liv, vi er givet og sat i.
Principperne er lange, men livet er kort.
Vi har ganske enkelt ikke tid til at vente med at begynde med at leve livet til vi har fundet principperne for, hvordan vi skal leve det.
Der kommer også så meget imellem.
Således er det for os vigtigt at opdage en mere nuanceret farveskala i tilværelsen – glæden i hverdagen. Og glæden fødes ved forbindelsen med virkeligheden selv.
Det være sig i forhold til familie, venner, kolleger, til samfundet som sådan, muligvis endda til den, jeg ikke kender eller overhovedet har jeg truffet, men som jeg uden større besvær kan række en hjælpende hånd.
Vi skal slet og ret som mennesker tager livtag med alt det, vi tilskikkes.
Det vi står op til om morgenen.
Og lykkes det os, at skinne som ganske vist små himmellys – gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde – ja, da falder lykkens gyldne terning heldigt for os. Ikke ved tilfældigt spil, men som en Guds nådegave.
Det som vi konkret hører i dag er, at vi ikke kun skal fokusere på spørgsmålet: hvad skal vi leve af?
For er dette det altoverskyggende spørgsmål for os, da har vi forskrevet os til en temmelig åndløs udgave af livet.
”Et menneskes liv afhænger (som sagt) ikke af, hvad det ejer”.
Såvel den rige bonde i lignelsen som de to brødre, der i griskhed kæmper om arven, optræder som dødsarvinger. Døden, høsttiden og natten fortæller os at snart er alt forbi.
Det er altså afgørende, at vi ikke negligerer spørgsmålet: hvad skal vi leve for?
Svaret er i opmærksomheden over for livets underforståede under. Og det er tillige hvad den gode strid handler om, kampen for det som det er værd at kæmpe for.
Det er også det, der åbner op for glæden, begejstringen, troen, håbet og kærligheden!
Og det burde ikke være så svært at forstå, når vi i dag får at vide, at vi er indskrevet i det nye testamente, at vi er livsarvinger. Det er da en glædelig nyhed. Vidste vi det ikke, ved vi det nu.
Livsarvinger er umiddelbart et juridisk begreb.
En livsarving har rettigheder. Han står først i køen, når arven skal fordeles, han kan naturligvis vælge ikke at vedgå arv og gælde, såfremt gælden skulle overstige arven.
Evangeliet giver ordet livsarving en helt ny og bredere betydning.
Vi er arvinger til det evige liv, og som om det ikke var nok, så er vi også slet og ret arvinger til jorden.
Som livsarvinger har vi fået tilskødet jorden og det evige liv. Det er en gave uden lige.
”Bevar os i troen, at vi aldrig tvivler om denne din gave ”, - beder vi med rette – ”og styrk os ved din Helligånd til at stride mod synden og blive i vor dåbs nåde”.
Der er trods alt noget ved livet, vi ikke finder andre steder.
Og evangeliet gør sit for at indøve os i en selvfølgelig holdning til det at leve fuldt ud. Vi får fremvist billeder til advarsel og til opmuntring, billeder som sætter sig på nethinden. Og dermed også erfaringer om, hvad der har værdi i sig selv, og hvad det er for en større helhed, som vi selv er en del af.
Ligesom vi kom ind i verden med tomme hænder, må vi også forlade den på samme måde.
Som ved fødslen, således i døden. Og ind imellem fra fødsel til død bliver der ro til at leve uden at skulle styrte af sted efter opfyldelsen af alle mulige begæringer, der ligger hinsides det almindelige menneskelivs nødvendige behov. For som livsarvinger får vi hver dag livet givet.
Det er altså såvel noget punktuelt som et forløb.
Ikke kun i korte øjeblikke men faktisk også i et større perspektiv kommer en følelse af meningsfylde os i møde.
Evangeliet forærer os tillige et opmuntrende billede på det at live evigt.
Det er et billede, vi næppe kunne finde på af os selv.
Efter en samler skal der komme en spreder.
Vi er dem, der skal sprede løs, ikke adspredt, men med lidenskab.
Vi skal ikke samle os sammen for at være livsarvinger, vi skal ikke rage til os, tværtimod.
For jo mere vi spreder liv og glæde, des mere liv og glæde kommer der ud af det hele. Og hvor der er glæde, er der opfyldelse. I opfyldelsen og glæden nås det indre formål med livet.
Lad os derfor slå et slag for de milde åbenbaringer.
Lad os mindes de stunder, hvor vi hver især har erfaret, at der pludselig blev højt til loftet og hvor udsynet åbnede sig ud mod fjerne horisonter.
Og hvor vi har erfaret det vidunderlige ved livet hvormed verden folder sig ud i fuld skala, så vi blive glade og taknemmelige over bare at være til.
Amen
Andre prædikener:
Ordet fødtes julenat, tog bolig i blandt os. Men det er ikke hvilket som helst ord. Det er det ord, som vi møder i Ny testamente. Det er de ord, som J...
I den verden, hvor Kain og Abel bor i dig og mig, og hvor Gud er blevet menneske, er sproget et magtmiddel. Man kunne – ud fra nogle andre forudsætnin...
Sandslotte forgår, men forældres kærlighed består. Kan I huske, hvordan det er at bygge med sand? Det er faktisk svært, i hvert fald når sandet er ...
Teksten giver et godt billede af, at det slet ikke er let for et almindeligt, pænt, menneske. Jeg tænker på farisæerens reaktion på, at den prostituer...
