Bibeltekster

Tilliden er en helt afgørende størrelse i vores fælles liv. Ethvert normalt forældrepar forsøger at give deres børn et tillidsfuldt forhold til tilværelsen og til andre mennesker. Derfor er deres svar på barnets åbne og tillidsfulde henvendelse naturligvis mere tillid

Så stod Paulus frem midt på Areopagos og sagde: »Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse. For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: ›Vi er også af hans slægt.‹ Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde. Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.« Da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle, men andre sagde: »Det vil vi høre dig tale om en anden gang.« Dermed forlod Paulus forsamlingen. Men nogle mænd sluttede sig til ham og troede, blandt dem Dionysios, som var medlem af Areopagosforsamlingen, og en kvinde, der hed Damaris, og flere andre.
Apostlenes Gerninger 17,22-34
—
Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«
Matthæusevangeliet 25,14-30

Prædiken

Talentudvikling og dyrkelse af eliten er nøgleord for visse dele af erhvervslivet og uddannelsessektoren. Talentet bliver værdisat i forhold til mulig indtjening. Talentudvikling er en investering.

Også i underholdning og entertainment dyrkes talenterne eller de mulige talenter. Det signaleres, at det er vigtigt at være noget særligt, at kunne skille sig ud fra mængden i en eller anden forstand.

Ja, vi må også gribe i egen barm i kirken. Her sættes der også skel mellem de rigtigt troende, eliten, talenterne, der har forstået Jesu budskab og lever efter det, og ikke skejer ud med de forkerte holdninger eller med et forkert syn på mennesker med andre opfattelser, holdninger eller seksualitet.  Ja, med denne lidt polemiske indledning, har jeg også sat skel og i en vis forstand slået mig selv på munden. Det har jeg gjort for at vise, at den lignelse, vi netop har hørt vedkommer hver eneste af os.

I lignelsen trækkes der forskelle op mellem mennesker. Vi kan ikke lade være. Det klæber til vores identitet, at være i relationer til andre og samtidigt at understrege forskellene mellem os.

Alle lignelser er billeder på Guds rige. Jesus udpegede aldrig noget sted til at være eller til at repræsentere Guds rige. Det kan vi selvfølgelig heller ikke gøre. Ganske vist kan vi som en talemåde sige om vores hjem eller et andet sted, vi holder af, at det er vores Himmerige. Men det ændrer ikke ved, at Guds rige ikke kan stedfæstes, og at det ikke er af denne verden.

Derfor må det sikkert også forekomme abstrakt, når jeg siger, at Gudsriget er en begivenhed. Det er noget som sker. Pludseligt er Guds rige lige dér, hvor vi er.

Lignelsen her er ikke et billede på, hvordan nogle mennesker har mere talent end andre. Lignelsen er et billede på, at Gud giver sig til kende i rummet mellem mennesker. Her i rummet mellem os kan det ske, at vi fornemmer tilværelsens dybde og højde. Omfanget er langt videre, end vi havde forestillet os. Her kan vi opdage, at vi hviler i en tilværelse, i stedet for – som vi forestillede os – at tilværelsen skulle hvile på os.

I lignelsen her viser Gud sig under tilliden. Tilliden er rettet både mod tilværelsen og mod andre personer. Den person, som i lignelsen ikke viser tillid, men unddrager sig tilliden fra sin Herre, han lever i mistillid. Og han ender i mørke og gråd. Hvem har sat ham der? Ja, nogle vil jo gerne have det billede og den forståelse, at det er Gud, der dømmer ham ude, fordi han ikke opførte sig ordentligt. Sådan siger lignelsen ikke. Manden dømmer sig selv eller måske bedre: han udelukker sig selv. Og det er en forbandelse, hver gang det sker for os.

Tilliden er en helt afgørende størrelse i vores fælles liv. Ethvert normalt forældrepar forsøger at give deres børn et tillidsfuldt forhold til tilværelsen og til andre mennesker. Derfor er deres svar på barnets åbne og tillidsfulde henvendelse naturligvis mere tillid. Et barn og et menneske uden sprog kender til tillid eller manglende tillid. Et barn kan mærke, om dets gråd mødes med irritation og vrede, eller om der er omsorg og kærlighed i mødet med dets ikke sproglige men alligevel tydelige kommunikation.

Hvis et barn i de tidligste uger og måneder mødes med irritation og mistillid, indgydes en utryghed i barnet, som farver det fremover. Det menneske, som ingen viser tillid, ender med enten ikke at have tillid til sig selv og til nogen. Eller det ender med kun at have tillid til sig selv, så det bliver utåleligt at omgås for andre.

I lignelsen hører vi om tre mænd. De mødes alle med tillid af deres Herre eller Gud. Sådan er det fænomen, som Gud i dette tilfælde viser sig under. Livet hviler på tillid og i tillid. Alle får denne grundlæggende tillid rettet til sig. De to svarer på den. Vi hører ikke om, at de først ser sig for eller gør sig forestillinger om ham, som viser dem tillid. Det gør derimod den tredje mand. Han kredser om sig selv.

Her kommer jeg til at tænke på et ord af Martin Luther, når han et sted siger: ”Tror du, så har du”. Det vil sige, at troen har vi kun, når vi viser tillid. Tror du, eller – hvad der her er det samme – viser du tillid til Gud, så har du en Gud. Viser du mistillid til Gud eller til et andet menneske, så har du dem ikke.

Om andre og om os selv gør vi mange forestillinger. Det kan være en lidelse at høre andre tale åbenhjertigt om, hvordan de i visse situationer har opfattet os. Dette billede kan somme tider ligge meget langt fra vores egen selvopfattelse. Om det er til den gode eller den dårlige side gør egentlig ikke nogen forskel for det menneske, der ikke har tillid til sig selv. Det menneske kan møde andres oprigtighed med mistro. ”De mener der nok ikke”, siger han.

Forestillingerne om andre er for det meste præget af forestillingerne om os selv. Sådan synes det at være for manden, der blev betroet én talent. Hans forestilling om Gud, – for han er det jo, der er Herre – er, at Gud er streng og ubarmhjertig og dømmende. Han lever i frygt for ham. Han kan jo gå fortabt, forestiller han sig. Han graver talenten eller tilliden ned. Tager den ikke til sig, for havde han gjort det, ville han have vist gensidig tillid.  Som en anden Kain gemmer han sig.

Tilliden vil imidlertid altid kalde på ham. Når den møder ham, lider han, fordi han kredsede om sig selv. Fordi han handlede af frygt og på baggrund af forestillinger, som måske intet reelt eller virkeligt indeholdt.

De to første mænd i lignelsen blev i dette tilfælde ikke forført af deres egne forestillinger om deres Herre. Vi tog imod betroelsen i spontan tillid, og de handlede eller bedre: levede ud af den tillid, der var vist dem. Dermed voksede tilliden.

Tilliden er måske naiv. Og næppe en eneste af os handler kun ud af tillid. Vi har lært i løbet af livet, at man også skal være forsigtig for at undgå udnyttelse.  Lignelserne vil mere end tale om vores adfærd. Der er en brod i lignelsen mod vores forestillinger om, hvad livet er og om, hvad vi kan forvente os af livet.

Lektien fra Apostlenes Gerninger illustrerer det så fint og i grunden så aktuelt. Paulus gik rundt på Akropolis i Athen og så templer og gudestatuer og flotte relieffer af gudernes gerninger. Han fandt også en åbning blandt alle disse billeder: Et alter til en ukendt Gud. Der knyttede han til. For denne Gud er ikke blevet til i eller formet ved menneskelige forestillinger. Han finder derimod selv vejen ind i menneskelivet. Han åbenbarer sig fx igennem tillid. Tilliden er aldrig uden krop. Den bæres af et menneske. Guds tillid bæres af Gud selv som menneske. Den bæres af Kristus.

Fra denne Septuagesima søndag, – hvilket betyder den 70. dag før påske – flyttes vores blik fra julen og barnet i krybben og hans barndom og menneskelighed, der er udfoldet i helligtrekongertidens tekster, til korsfæstelsen langfredag og opstandelsen påskemorgen.

Vi har i dag hørt en lignelse, der ender med en dom, en udelukkelse. Er det en dom over et stakkels menneskes manglende tro? Nej, det er en dom over et stakkels menneskes forestilling om sin Herre. Det er på en måde en dom over alle de gudebilleder, som Paulus så på Akropolis i Athen. Og disse billeder ligner i høj grad dem, vi gør os af Gud.

Alle disse forestillinger tog Gud på sig, da han blev menneske. Det var han nødt til, for mennesker lagde dem på ham. Vi klistrer vores forestillinger om Gud til ham. Hvad gør tillidens Gud? Han tager dem og bærer dem med lidelse til følge. Han lader dem bære derhen på korset, hvor alle menneskers forestillinger fører: til samling på én, der ses som bærer af det onde. Og denne ene udsletter vi, fordi vi tror, at det onde kommer udefra.

Det gør det ikke. Det kommer indefra os selv. Men det vigtige og afgørende her er, at alle disse forestillinger, der er vrangforestillinger, tager Gud på sig og lader dem dø under ufattelige lidelser på et kors. Selv står han op påskemorgen. Ingen kendte ham, da han viste sig for dem. For han er en ukendt gud, der ikke er formet af vore forestillinger. Han finder sin vej til os. Han er mellem os. Fx når tilliden opstår mellem os. For da kan vi leve og handle i tillidsfuldhed til hinanden. Uden at være naive kan vi handle uden frygt. Ikke mindst uden frygt for Gud. Han bærer verden, ikke for derefter at lade den styrte sammen igen, men for at lade os leve af tillid og i tillid til Gud og til hinanden.

Tilliden er den betroede talent. Du har fået den betroet. ”Gå ind til din Herres glæde!”

Amen

Andre prædikener:

Tags: Gud, Guds rige, kærlighed

This entry was posted on 13. februar 2012 at 14:51 and is filed under Septuagesima. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.