Evangelieteksten
Jesus er det lys, der lyser i ethvert mørke – det lys som mørket aldrig nogensinde kan få bugt med
Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: »Herre, vi vil gerne se Jesus.« Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus.
Johannesevangeliet 12,20-22
—
Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Johannesevangeliet 12,23-33
Prædiken
Kristendommen er en bevægelse, hvor mangt og meget bølger frem og tilbage, op og ned – eller rettere omvendt.
Fra begyndelsen gør bevægelsen op med vante tankemønstrer, vaner og rutiner – og vender for os at se tingene på hovedet.
Fra begyndelsen udgår bevægelsens bølger fra Jesus Kristus og kommer tilbage til Ham som i dagens evangelium, som en foregribelse af hvad der siden skal ske.
Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.
Med disse ord er en bevægelse sat i gang, og disse ord har en grundlæggende betydning for vores forståelse af, hvad tro, omsorg og ansvar er.
Den grundlæggende betydning kommer fra såvel Jesu Kristi ord som gerninger. For Han kom som den der tjente – og det er i det lys, vi skal forstå det glædelige budskab. Og sådan er det også, at vi skal forstå, at Han er det lys, der lyser i ethvert mørke – det lys som mørket aldrig nogensinde kan få bugt med.
Jesus færdedes som bekendt over alt og gjorde vel og helbredte alle, der var under mørkets herredømme.
Og Han vakte opmærksomhed, både ved det han sagde og ved det han gjorde, for såvel ord som gerninger hørte med i det rygte om ham, og som snart kom ud overalt.
Det gode og glædelige budskab har fra begyndelsen en særlig appel til udsatte og marginaliserede, en bøn for fattige, forkomne og forfulgte. Kristendommen repræsenterer måske det allervigtigste, når livet skal leves og skal kunne opleves som meningsfuldt.
For holdningen til de marginaliserede er en integreret del af budskabet. Og omsorgen er mere end enkeltstående episoder, som sker mere eller mindre tilfældigt. Omsorgen er tegn på goderne og glæden i Guds rige og gennem tegnene ser vi hvem Jesus er og får del i det nye, han bringer.
Meningen med den tjeneste, Jesus gik ind i og gik ind til, var og er provokerende, for han gjorde mennesker, som var nederst på alle rangstier, til de vigtigste med løftet om nåde og frelse.
Der findes altså ikke grænser for Guds godhed og omsorg.
Vi ser det ved at Jesus med lidenskabeligt engagement lader sig berøre og bevæge af det andet menneske.
Der er med andre ord ingen ligegyldighedens mur mellem det andet menneske og ham selv. Derfor forløser og frelser Han det menneske, der er i nød, så det undertrykte kan rejse sig igen.
Menneskeligheden og kristeligheden smelter billedlig talt sammen som et hvedekorn – et billede på herliggørelsen
Nærhed og nærvær frigør og bryder ganske enkelt de stivnede former og mekanismer, så mennesker rejses op til fællesskab og til på ny at kunne leve livet.
I vor tid har nøden mange forskellige ansigter. Og det betyder at medfølelse og medlidenhed skal konkretiseres.
Vi må derfor aldrig lade vanen eller rutinen tager over, så vi ikke bevæges eller berøres af det, vi ser, og af de mennesker, som trænger til et medmenneske. Eller med andre ord bevare og give karakter til det gode menneskeliv.
Derfor må vi også påtale uret og umenneskelighed på en myndig og værdig måde, således at det er inkluderet i det vi gør, for kun på en sådan måde kan mennesker hjælpes til at stå på egne ben med mulighed for selv at være medmenneske.
Menneskeligheden og kristeligheden smelter billedlig talt sammen som et hvedekorn – et billede på herliggørelsen.
Kornet må falde i jorden, blive omsluttet af mørket, dø – men bryder derpå frem i lyset som nyt, mangfoldigt liv. Sådan skal Jesu skæbne ses, men hvedekornet peger også på en paradoksal sandhed om alle disciples, alle troendes liv, vores liv.
For det, som kan bære, er at leve i forbindelse med det lys, den sandhed og det liv af en anden verden, som er trådt ind i denne verden ved Ordets inkarnation. Det er det, vi skal elske, altså forbinde os med og tjene. Hvilket vil sige at følge Guds søn, turde give slip og derved følge ham ind i hans lys, det liv, som døden ikke kan true.
Disse grundlæggende forhold kan ikke sammenlignes med noget andet. Det sprænger alle vore forventninger og er meget mere, end vi kan håbe på. Derfor er der netop tale om en herliggørelse. Nåden er fortegnet, retfærdighed og fred.
Et andet værdisæt om man vil end det som gælder der, hvor de mægtige hersker. For den som vil være noget, skal være alles tjener, og det vender uvilkårligt op og ned på den almindelige menneskelige logik.
Det store er at tjene! Og det nye og overraskende med evangeliet er, at Gud er tjeneren, at Kristus er tjeneren.
Guds rige kommer altså ikke gennem politisk kamp eller dybsindig religiøs visdom. Guds rige kommer gennem den tjeneste, Jesus fuldfører og som i yderste konsekvens medfører lidelse og død.
Herrens tjener er som en mild frelser, en som bringer retten ud til folkene og tager andres sygdom og smerte på sig.
Udgangspunktet for alt dette – og for at vi er samlede her i dag – er det livsfællesskab, som er blevet etableret ved, at Jesus først tjente disciplene, vanskede deres fødder, og dermed selv sørgede for alle betingelserne for deres og vores efterfølgende tjeneste i forhold til hinanden.
Han elskede os først, og ved ham er også vi gjort i stand til at vandre i kærlighedens gerninger.
Det er netop i denne sammenhæng Jesus Kristus siger: Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.
Et fællesskab der binder og sætter fri på herligste vis. Det fællesskab hvis opgave det er at medvirke til at bringe helhed og heling vel at mærke i hverdagen – og det er i det livsfællesskab uden for disse mure hverdagen møder os.
Og først der kan vi opbygge en selvbevidsthed, der kommer af at tilhøre et fællesskab og stå i en tradition med en umådelig rig åndelig arv. Vi bør bestræbe os på uden at vi lader os opsluge af det ene og uden at vi isolerer os fra det andet at forholde os til et foranderligt samfund og bedømme udviklingen i lyset af de værdier, der er i evangeliet.
Det kræver nærhed og nærvær i hverdagen, og det er der i den korsfæstede og opstandnes løfte om at han vil være med os alle dage indtil verdens ende og følgelig drage os alle uden undtagelse til sig – ikke fordi vi har fortjent det, men det har Han!
Amen
Andre prædikener:
Så beder vi: Giv Os mod til at leve et menneskeliv, At vokse i kærlighed, folde os ud Til alt bliver et i en lovsang til Gud, Som sendte sit Ord I ...
Det er i ventetiden, at man opdager mennesker, der er anderledes end én selv, fordi vi nu pludselig deler skæbne. Derfor kan en samtale indledes med e...
Vi er som børn, der er på vej til at finde sig selv og finde ud af, hvad livet drejer sig om. Når vi ser Guds himmel, så ser vi også, at vi aldrig for...
