Og apostlene slår dørene op og går ud og møder den sammenstimlede menneskemængde udenfor. Væk er deres frygt for, hvad der kunne ske. De låste døre slås op, og Peter stiller sig op og holder den første glødende missionstale. Og ordene fænger. Griber. River med
Evangelieteksten
Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«
Johannesevangeliet 14,15-21
Prædiken
Vi fejrer pinse. Kirkeårets sidste store højtid. Og fejringen går i hvert fald indtil videre over 2 dage. Der er fest i kirken. Og det er sommervejr. Sol, varme og frugtbarhed og blomster overalt. Naturen synger med på pinsesalmernes begejstring. Og vi er mange i kirke. Den længe ventede tvillinge-barnedåb. Traditionen tro har vi hørt pinsedagens læsninger på forskellige tungemål. Kirken er pyntet med stager. Det kan næsten ikke blive mere festligt. Pinsedag er jo dog også kirkens fødselsdag, -ja ikke Helligåndskirkens, -men hele kirkens, -den kristne kirkes, – fordi der jo står i Apostlenes Gerninger, at efter Peters tale pinsedag, da var der 3000, der blev døbt til at høre Kristus til. Kirken, den kristne kirke var dermed født. Kirken tog det første skridt til en verdens-omspændende bevægelse, -den bevægelse som vi er en del af i dag, næsten 2000 år efter. Dertil kommer, at pinsedag også er fejringen af Helligåndens komme, -den Ånd fra Gud, der kommer ned fra himlen til apostlene og giver dem kraft, mod og glødende overskud til at bringe evangeliet ud til hele verden. Og alt det – det skal da fejres. Med manér.
Jeg tror, at det er udbredt, at mange ikke kender ret meget til pinsedagens dybere indhold. Vi har ikke så mange folkelige traditioner koblet til pinsen. Jo, man siger, at pinsesolen danser, men det siger i sig selv ikke ret meget. Den tidligere biskop Jan Lindhardt prøvede at lancere, at pinse og fisk skulle høre sammen. Det fik en del opmærksomhed, og idéen var god, – men det har vel ikke sådan slået rod. Så hvis det skulle vise sig, at 2. pinsedag måske afskaffes som helligdag, så fader pinsen måske mere eller mindre ud, -altså lige ud over den kirkelige del for den snævre kreds. Hvis en højtid ikke har en folkelig basis og ikke markeres ved ekstra frihed, så er det op ad bakke.
Dertil kommer jo også, at selve pinsedags kirkelige indhold er langt sværere at forholde sig til, end de andre store højtider. Jesu fødsel, død og opstandelse, det er meget lettere at forholde sig til, end Helligåndens komme. For hvad er Helligånd? Hvordan forklare det? Bliver det ikke meget hurtigt til indforstået snak for en meget snæver kreds? Hvad betyder det for dig og mig? Hvad betyder det i mit eget personlige liv?
I de forskellige tekster, som vi har hørt og læst. Deri beskrives forskellige aspekter ved Helligånden. Roman læste, at Helligånden er Guds livsånde. Livsprincippet. Gud former mennesket af jord og blæser sin ånde i dets næsebor, så det bliver et levende væsen. Livsprincippet, -livsånden gives os af Gud, – det er hans ånd, der skaber livet, og vi siger jo også, at når vi dør, så udånder vi. Livsprincippet forlader os.
Thorbjørg læste om den nye pagt, som Gud slutter med mennesker. En åndens og ikke bogstavens pagt. Gud skriver sin lov i menneskers indre, skriver den i vores hjerter. En lov der har kærlighed og tilgivende nåde som grundlag.
Set og Maryan læste pinseberetningen fra Apostlenes Gerninger. Om hvordan Helligånden kommer ned over apostlene som et kraftigt vindstød og viser sig i form af tunger af ild, der satte sig på hver enkelt af dem. Og de begyndte at tale andre tungemål. Og apostlene slår dørene op og går ud og møder den sammenstimlede menneskemængde udenfor. Væk er deres frygt for, hvad der kunne ske. De låste døre slås op, og Peter stiller sig op og holder den første glødende missionstale. Og ordene fænger. Griber. River med. Den uuddannede fisker fra Galilæa har ved modtagelsen af Helligånden undergået en forvandling. Han viser sig som klippen, den klippe som den kristne kirke skal bygges på. Og en bølge går gennem Jerusalem, -en bølge der river mængderne med og det i et tempo og med en kraft, som ikke kan gives en naturlig forklaring.
Endelig læste Nazrin pinsedags evangelium. Ordene om Helligånden som sandhedens ånd, en talsmand, en fortaler, en advokat. En ånd, der gør at apostlene og de troende ikke skal føle sig forladt og faderløse. Selvom de ikke længere har Jesus lyslevende iblandt dem, så vil Guds ånd, Helligånden betyde et andet nærvær, -en klar følelse, en indre vished på at Gud er med os, støtter, hjælper, vejleder.
Det er ikke nemt at prædike om Helligånden. Der er så meget, men finde ind til kernen, gribe tanken, idéen. Det er ikke så nemt. Og jeg skal jo ikke gerne væve rundt i flere halve timer og derved ødelægge den gode pinsestemning og fest. Ja, måske er det underligt og selvmodsigende, at det er svært at prædike om Helligånden, fordi det jo netop skal være Helligånden, der hjælper prædikanten med at sige det rette. Som det jo er understreget i mange gamle kirker, hvor der er en lydhimmel over prædikestolen, og så lige ovenover præstens hoved er der en due, duen som symbol for Helligånden og derved som en bøn om, at præsten får den hjælp, han eller hun har behov for.
Gud skriver sin lov i menneskers indre, skriver den i vores hjerter. En lov der har kærlighed og tilgivende nåde som grundlag
Men på den anden side, -man skal jo også passe på med blot at regne med en guddommelig inspiration. Det er farligt at regne med, at Gud så at sige skriver prædikenen for én. Som i den gamle vittighed om biskoppen der er på visitats. Efter gudstjenesten har biskoppen en samtale med præsten, og han spørger præsten, hvordan han laver sin prædiken. ”Jo, siger præsten, ”den første halvdel har jeg manuskript til og har forberedt, -men den anden del dér lader jeg Helligånden prædike”. ”Jaså, -sagde biskoppen, ”så må jeg gi’ dig den kompliment, at du faktisk prædiker meget bedre end Helligånden.”
Måske handler det i al sin enkelthed, at man ikke skal tage patent på Helligånden. Vi kan give billeder af Åndens virke. Vi kan synge de fantastiske pinsesalmer. Men vil vi tale om, hvad Helligånden betyder for dig og mig, så skal man være varsom. Vi oplever ikke det samme. Vi vurderer ikke på samme måde. Vi ser ikke ens på alting.
Nogle vil hævde, at vores gode gamle folkekirke mangler glød og begejstring, oprejste hænder og halleluja og gospelsang. Men er det Helligånd? Ja, det er det måske i Pinsekirken og andre, som elsker den form. Men igen: man skal ikke tage patent på Helligånden. Selvom jeg ikke vil tage Helligånden fra nogle, så vil jeg dog hævde, at Helligånden ikke kun er ekstase og halleluja. Helligånden kan også fornemmes her i vores kirke, også selvom det går mindre vildt for sig. Når vi har gudstjeneste og det føles varmt, nærværende, givende, betydningsfuldt, trøstende, håbsgivende, så er det Helligåndens virkning, -sådan tror jeg. At andre så måske ikke føler det sådan, og kan gå herfra med en flad fornemmelse, det kan nok ikke være anderledes. Vi er forskellige, og derfor må Helligåndens virkningsfelter også være forskellige.
Der er andre og meget bedre prædikanter end præsterne her ved kirken. Andre der kan tale bedre, rive mere med, være endnu mere nærværende, givende og udfordrende, end vi evner at være. Men det betyder ikke nødvendigvis, at de –de fremragende prædikanter- af Gud udstyres med mere Helligånd, end Torben og jeg. Hvis vi her i kirken engang imellem siger noget, der rammer ind hos den enkelte, får betydning for den enkelte, giver ny trøst og håb, så er det også Helligåndens virke, vælger jeg at tro. Vi ved, at det hørte også afhænger af ørene, der hører, og måske den ene søndag, der åbnede Helligånden op og gjorde Torbens eller min prædiken til noget særligt.
Der tales meget om, at der er en stor åndelig søgen. En stor søgning til det religiøse. Mange hævder, at denne søgning går folkekirken forbi. Vi er ikke åndrige nok, vi er ikke levende nok, vi er stivnede i traditioner, vi kan ikke levere varen for at sige det direkte. Der er ikke Helligånds kraft nok. Men er det sandt? Er det det virkelige billede, eller er det bare et billede tegnet af dem, der ikke kunne drømme om at komme her i forvejen?
Ja, hvis man regner med, at man kan komme i kirken her og synge med af fulde hals uden at kende andre sange end dem fra x-faktor og Kim Larsens om lidt blir her stille. Så er det op ad bakke. Hvis man regner med, at præsterne ser ligeså godt ud som dem på tv, og taler ligeså godt som de bedste Hollywood-skuespillere, så må man blive skuffet. Hvis man tror, at man kan afbryde prædiken og stille spørgsmål og få det at vide, som jeg lige nu og her brænder for. Hvis man tror, at kirken også kan rumme reinkarnation og alskens nyreligiøsitet, for er det ikke den samme Gud vi tror på. Ja, så er det op ad bakke. Men det betyder ikke, at der ikke er liv i kirken, eller at Guds Helligånd ikke er virksom. Det handler også om at tage imod, være åben og netop ikke tage patent på, at det skal netop lige præcis være sådan og sådan, og så i morgen måske noget helt andet. Der er også noget, der hedder det lange seje træk. Det, der virkelig kommer til at betyde noget, -får dybde og blivende værdi, det kommer som oftest efter det lange seje træk.
Jeg synes, og jeg tror på, at jeg som præst og som kristenmenneske har oplevet mange situationer, hvor Guds Helligånd har været virksom, og hvor jeg tror på, at jeg har kunnet mærke Helligåndens kraft. Men det er personlige oplevelser. Og det er bestemt ikke noget, jeg vil rose mig selv af. Det kan være en gudstjeneste, hvor alt synes at gå op i en højere enhed, salmesang, Anders og koret, teksterne og en prædiken der synes at fænge. Men igen: det er min oplevelse, -andre kan måske være enig eller uenig. Jeg tror, jeg har oplevet Helligåndens kraft og støtte i de mange svære situationer, på sygehuset, ved et dødsleje, i den svære samtale. Jeg tror, jeg har oplevet Helligåndens vingesus ved døbefont og alterbord. Jeg tror, – jeg vælger at tro, -jeg kan ikke bevise det. For sådan er ånd.
I har alle oplevet stunder i jeres liv, der har haft en særlig glans, en uforklarlighed, en dybde, en værdifuldhed, som ikke kan forklares, ikke bevises, men alene tros. Den store kærlighed, at få et lille barn betroet, og de svære ting, at miste, at blive syg, at stå med tomme hænder. De virkeligt store ting i tilværelsen, det er af ånd, og det opleves kun, når vi har øjne og sjælen åben for det.
Det er nemmest at have en facitliste for alting. At kunne bevise, pege ud, -det håndgribelige. Men de største ting i tilværelsen er jo netop ikke det. Det egentlige, det basale, livsprincippet, kærligheden. Det er af en anden verden, og den skal man ikke tage patent på, men åbne sig for.
”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”, siger Jesus i evangeliet. Hans nærvær gennem Helligånden, den er her, og den kan vi alle føle, hvis vi åbner os op for den. Så mærker vi den gnist, den glød, den måske nok også stille følelse af, at det her er vigtigt, her røres vi af noget uendeligt vigtigt, her får vi trygheden, modet, glæden og håbet.
Glædelig pinse. Amen.
