Evangelieteksten
Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
Johannesevangeliet 8,28-36
Prædiken
”I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie”
Hvis nogen af jer ikke synes, de sidste par sætninger om syndens træl og sønnen, der bliver i huset, hænger ret godt sammen rent logisk, skal jeg ikke modsige dem. Jeg tror evangelisten er kommet til at blande to sprogbilleder sammen. Men det gør ikke noget. … Det vigtige er det, der står lige foran: friheden. Frihed er et meget centralt element i vores liv, og et passende sted at tage fat en dag som i dag, dagen efter 5. maj, befrielsesdagen, er selvfølgelig i det vi kalder befrielsen, og som er befrielsen fra nazismen og dermed 2. Verdenskrigs afslutning. Når vi tænker på Befrielsen, hvad tænker vi så på? Tænker vi på de 5 onde år og de, der faldt for Danmark, eller tænker vi på den frihed, som vi fik? Jeg tror vi tænker mest på krigens tid, og ikke så meget på den frie tid, der fulgte efter. Men det er jo der, friheden burde have sin plads. Som Leonhart Cohen skrev for længe siden til én, der havde gjort sig fri fra ham, ”blev du nogensinde fri”? Én ting er at vinde krigen, noget andet at vinde freden.
For mig er krigen selvfølgelig noget jeg har fra historiebøgerne, som man siger, og fra min mormor, som havde to skolesøgende døtre under krigen. Men mange af os som ikke var opfundet dengang, har fået en fælles reference fornylig, nemlig med filmen om Hvidstengruppen. Jeg synes det er en god film, der giver en troværdig skildring af de valg, som de mennesker stod overfor.
Filmen handler jo om den familie, der drev Hvidsten Kro, deres almindelige liv og besættelsens skyer der begynder at tårne sig op. Der er en tidlig scene, hvor kromanden Marius og dyrlægen og et par andre sidder og spiller kort og har det rigtig gemytligt, mens resten af familien arbejder i køkkenet og alt sådan set er godt i Hvidsten. Der bandes ganske vist over de satans tyskere og vist også over den feje, servile regering ovre i København. Men scenen er et billede på det gode liv anno dengang. Samværet er bådet af tillid og respekt. Man kan sige det, man har lyst til, og man kan også få en kop kaffe og en lille skarp til. Men det er jo det, der er truet.
På et tidspunkt bliver de kontaktet af modstandsbevægelsen om at danne det, som blev til Hvidstengruppen. Spørgsmålet er, hvorfor de gjorde det. Hvorfor gik de ind i frihedskampen, nå det var forbundet med meget stor fare og risici? Der har ligget utallige dybt alvorlige overvejelser til grund. Der var mange grunde til at lade være. Men i sidste ende gjorde de det, fordi de var overbeviste om, at det var det rigtige at gøre. De havde erfaringer fra deres liv, erfaringer uden hvilke de ikke ville være dem de var, og som de følte de bedrog, hvis de afslog at kæmpe for en fremtid, hvor den slags erfaringer kunne lade sig gøre. De følte nok, at de ikke ville kunne se sig selv i øjnene, hvis de overlod deres børn og børnebørn en fremtid, hvor de ikke kunne tale og tænke frit – hvor tyskerlov skulle erstatte Jyske Lov og deres egen identitet der på egnen. De traf den beslutning, som de fandt rigtigst – fordi de mente at have set sandheden i øjnene. Jesus sagde: ”Sandheden skal gøre jer frie”.
Hvilken sandhed og hvordan? Deres tilværelse blev en stor del mere besværlig, og de endte med at betale med deres liv i Ryvangen. Sandheden i denne forstand, den egentlige forstand, er ikke noget man kan regne sig frem til. Det er den indsigt, der bare åbner sig for os, og som er umulig at komme uden om, fordi vi ved det med hele vore liv og alt det, der er os. … Man kan godt overveje, om der egentlig er kommet mere eller mindre af den sandhed siden 2. Verdenskrig. Jeg tænker på sådan noget som skilsmissestatistikkerne og i hele taget den zapperkultur, som giver os nye identiteter i en hastig skiftende rytme.
Familien fra Hvidsten indså sandheden, og de blev frie – men ikke i nogen samfundsvidenskabelig forstand. De blev frie, fordi de påtog sig den sandhed, som de havde erkendt. De gik gennem mørke og afsavn, også det største af dem alle, men frihedens fakkel brændte i deres hjerter, og det gjorde hele forskellen. Sandheden som gør fri, er nemlig nok sandheden om situationen man befinder sig i, men før det og først og fremmest er det sandheden om én selv. Det er sandheden om en selv med den sum af liv som man har i situationen.
Den sum af liv, som er ens egen, er det, som gamle Grundtvig kaldte et himmelspejl i mulde. Sandheden er selvfølgelig i himlen, men man kan kun se den i den jord, den verden, som er ens egen – men igen det kan man kun, fordi den faktisk spejler himlen. Tilfældige sandheder gør os ikke frie – kun den højere sandhed, som også altid er sandheden om én selv. For kromand Marius er scenen, hvor han spiller kort med vennerne, et billede, et himmelspejl på det evige liv, som fortæller ham sandheden om, hvad han skal gøre i besættelsens situation. Det er også derfor, de beslutter at blive på kroen, efter de får at vide, at de er blevet afsløret – selv om det klart mest oplagte var at tage imod tilbuddet om at blive hjulpet til flugt til Sverige. De følte, at de ved at flygte ville benægte den sandhed, som de havde erkendt – sandheden om det gode liv på Hvidsten Kro. Det er dér deres frihed er. Friheden er nemlig ikke en negativ frihed fra noget, frihed fra tyske nazister og anden tvang. Friheden er at spille kort med gode venner, at arbejde og elske som man vil, at holde en ærlig fest og fejre, hvad man står for. Hellere dø end at dementere den frihed, for den frihed er selve livet.
”I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie”
Jeg vil gerne føre linjen op til nutidens historiske situation. Men det er afgørende, hvilken frihed, Kristus frigør os til – for det er jo det der er meningen, når han siger, at sandheden skal gøre jer frie (Kristus er sandheden, vejen og livet, som det lød sidste søndag). Det er ikke den negative frihed fra uretfærdighed og mange slags undertrykkelse. Undertrykkelse og uretfærdighed vil vi bekæmpe som følge af den frihed, vi har i Kristus. Men den frihed er en indholdsbestemt, positiv frihed. Den frihed består i et levet liv, hvor (kan man sige) de to centrale bønner i Fadervor er opfyldt, dvs. hvor vi tager imod hvad livet bringer som en gave fra Gud, og hvor vi kan ånde frit, fordi vi ved, at vore synder er forladt og ikke skal ødelægge livet. … Selvfølgelig er det gode liv kun en afglans af det evige. Vi svigter faktisk, selv, vore nærmeste og kæreste mennesker en gang imellem, og alle lever af og til højt på uretten. Den frihed som Kristus betyder, er et liv hvor vi kan leve med fejl og svigt, fordi der er noget der er langt stærkere end dem, nemlig Gud, som kærligt gør det godt, som vi gør ondt. Umiddelbart ligner det bare en vellykket hverdag. Men når man tænker efter, er det et under, at den slags dage findes, for også på vellykkede hverdage er der en masse, der går galt. Der er bare ingen, der bliver gal, og af en eller anden grund kan man godt se sig selv i øjnene om aftenen uden at lyve. Det er fordi man har sine synders nådige forladelse, og ikke mangler noget, man ikke kan undvære. Men der har Jesus jo ret. Hvis man kan tænke den tanke, og stadig opfatte det som en vellykket hverdag, så er det fordi, man tror på syndernes forladelse og gaven i det daglige brød.
Men jeg vil gerne føre tråden op til nutidens historiske situation, og gentage Cohens spørgsmål, om du nogensinde blev fri. Umiddelbart er det selvfølgelig et både besynderligt og for nogen måske ligefrem fornærmende spørgsmål. Selvfølgelig blev vi frie 5. maj, og ingen har ofret sig forgæves for Danmarks frihed. Men også gamle modstandsfolk har stillet samme spørgsmål. De rigtige vandt krigen, men vandt vi også freden? Der går en lige linje fra Nordahl Griegs berømte ”Kringsatt av fiender” fra 1936 med det sidste vers: ”Dette er løftet vårt/ fra bror til bror:/ vi vil bli gode mot/ menskenes jord./ Vi vil ta vare på/ skjønheten, varmen –/ som om vi bar et barn/ varsomt på armen”. Til Ole Wivels sang fra 1959 ”Der truer os i tiden/ en ond usynlig magt: vor egen sikre viden, som sprængte med foragt/ den skænkede natur/ og nedskrev Adams billed/ til skyggen på en mur”.
Vi blev sandelig frie efter 2. verdenskrig – og i tiltagende hastighed op gennem årtierne. Den negative frihed er tiltaget meget på mange områder. For en uge siden hørte jeg en kvinde, som er ti år yngre end mig, beklage, at de unge er blevet fuldstændig respektløse. Og det er sandt: ingen autoritet anerkendes længere som autoritet – kun hvis det kan betale sig på den ene eller anden måde. Det eneste der tæller, er umiddelbar magt. Og det er selvfølgelig resultat af en slags frigørelse. Men den frihed er der ingen livsbekræftelse i. Ole Wivels efterkrigserkendelse var, at ondskaben ikke bare kommer udefra. ”Vor egen sikre viden/ sprængte med foragt/ den skænkede natur/ og nedskrev Adams billed/ til skyggen på en mur”. Viden er magt, men viden er ikke alt, og magt er ikke alt. Agtelsen mangler! Det der var hos kromand Marius på Hvidsten Kro, når han spillede kort eller takkede sin hustru eller stod op for Danmarks frihed, var agtelse for noget der var større.
I dag er vi ikke besat af en ydre fjende med spærretid og tanks i gaderne. Den livsbekræftende frihed er begrænset af helt andre grunde. Jeg tænker ikke så meget på viden, som på penge: pengenes magt. Når først kapitalen har udslettet enhver respekt, som ikke kan betale sig, har den opnået total dominans over frie og lige individer. Pengenes regime er totalitært og arbejder uophørligt på at gøre os alle til perfekte forbrugere på det perfekte marked. Noget så irrationelt som agtelse, er der ingen plads til. Eller andet som ikke kan prissættes.
Eksemplerne er utallige. I disse dage jubler samtlige medier, fordi forretningskoncernen Giro d’Italia har valgt at promovere deres produkt i vores land. Samtlige byer på ruten er pakket ind i lyserødt plastik, og alt fra citychefer til statsministeren ligger på maven i servil tilbedelse over de potentielle turismeindtægter, giroen nok fører med sig. Ved I hvad – det er et cykelløb! Men for alle de penge der står på spil, er det klart, at alt andet må vige.
I den mindre komiske ende har vi klima og miljø. Kloden er hastigt på vej ud i omvæltninger uden sidestykke i menneskehedens historie. Fra videnskabeligt hold er der klare bud på en række modtræk til at forbedre situationen. Hvorfor politikerne alligevel har enormt svært at gøre noget ved det, kan ingen i virkeligheden være i tvivl om. Det er af frygt for dårlig økonomi og vælgernes reaktion. Uanset hvilke indlysende argumenter man kommer op med, er der intet argment, der slår pengene. Intet agtes højere end pengene – slet ikke buddet om næstekærlighed, fremtidens generationer eller skaberværkets ukrænkelighed.
Jeg tror det er på tide at genopfinde modstandskampen. Jeg tror, det er på tide vi begynder at kæmpe for det, der ikke kan købes for penge, men som er umisteligt for den positive, indholdsbestemte frihed. Den frihed som kromanden fra Hvidsten indså, at han ikke kunne leve uden – den dag, da han så sandheden i øjnene og blev fri.
Amen.
Andre prædikener:
Så beder vi: Giv Os mod til at leve et menneskeliv, At vokse i kærlighed, folde os ud Til alt bliver et i en lovsang til Gud, Som sendte sit Ord I ...
De bønner, vi beder, er ikke ligegyldige remser ud i den blå luft. Det er nødråb, der berører Gud - og kan påvirke Ham til at gribe ind.Mange af os ha...
Jesus gør seende, når Han i sin visdom finder, at tiden er inde, somme tider sker det allerede her og fuldt ud, når Han på den mest fyldestgørende måd...
Da Gud blev menneske blev grænsen mellem Himmel og jord opløst. ”Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod jord”.
