Evangelieteksten
Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
Derfor skal I bede således:
Fader Vor, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Matthæusevangeliet 6,5-14
Prædiken
Vi kan ikke begynde dette nye år bedre end ved at bede Fadervor – hvormed vore ord bliver som et ekko af Jesu egen stemme!
Og denne sammenstemthed med Jesus giver del i alt, hvad der blev Ham til del.
Og selv om trætheden overmander os – måske især på denne årets første dag -, bliver Jesus ved med at bede på vore vegne, og han bevarer for os, øje og øre for Guds faderlige mildhed, når vi er døve og blinde – ja, selv i døden vedbliver hans bøn, når vores må forstumme.
Dette understreger, at bøn er forbindelsen mellem Gud og menneske. Det er et møde, ligefrem som et stævnemøde, der fordrer koncentration og opmærksomhed, åbne sanser og åbent sind
I bønnen gør vi den indrømmelse, at vi er afhængige af Gud, og at vi hos ham deponerer hele vort liv i tro, tillid og taknemmelighed.
Til det at bede hører helt bestemt det at give afkald, at tømme sig, for at give plads og rum for det, som virkeligt ligger én på sinde. At nedskrive sin eksistens til det minimale kan være en åbenbaring af det maksimale, nemlig det som bærer én, – at se det store i det små – og dermed føle trang til at sige tak.
Eller også kan det være en åbenbaring af det, som virkeligt går én på, gøre én urolig og ked af det, og som derfor bevæger én til at række ud efter hjælp.
Alt i alt afsløres det, hvad der virkelig er på spil.
Hvad er meningen med vort liv? Hvor skal vi gå hen? Hvilket indhold skal vort liv have? Hvordan skal vi leve vort liv?
Det handler altså om at skærpe sansen og klargøre, hvad det er, vi dybest set lever af og lever på.
Og det kan ske på forskellig vis.
Selve henvendelsen til Gud er en tale til et du. Du Vor Fader som er i himlene … men selvom vi er dus, så er vi trods alt på hver sit plan.
For henvendelsen er jo en rækken ud over sig selv, hvor jeg ikke er bange for at afsløre min afmagt, at jeg er udleveret til en magt, der er større end mig selv. En befriende erkendelse af at jeg ikke kan styre og kontrollere alt i mit eget liv.
Det er således også udtryk for en vis ydmyghed.
Ikke forstået på den måde, at jeg som menneske ikke dur til noget eller evner noget (Det mener jeg i hvert fald selv at jeg gør i et eller andet omfang).
Men forstået på den måde, at det liv, som angår mig, det bedste eller det værste, successen eller fiaskoen, det vil jeg overveje sammen med Gud – som det kærlige blik udefra på mit liv og mine gøremål.
Og ved at vende sig mod det guddommelige du vedkender jeg mig, at mit liv er en sårbar og skrøbelig affære, og derfor sætter jeg Gud stævne for at komme til forståelse af mine egne livsaffære.
Alt, hvad jeg lever af og lever for, er Guds. For Gud har mærket det med sin ånd, så det har liv og fylde, og han vedbliver at give det liv med sin ånd.
At livet ikke er uden Guds ånd, det vil sige tilfældigt, uden mening og uden retning. Det er det, vi grundlæggende takker for.
Men når frygten råder i livet, og livsangsten truer, drives vi rundt i manegen, for vi mener, vi selv kan stoppe frygten og blive livsangsten kvit ved at kontrollere og styre vore omgivelser.
Her i kirken kan vi give slip på denne selvkontrol og overgive os til Guds livsmagt, der kan holde os fast eller holde om os.
Det er ofte ud fra tabet af virkelighed, angsten for at gå til grunde og frygten for at leve, den dårlige samvittighed og modløsheden, at vi sætter Gud stolen for døren.
Det er anledningen, det er overfalden.
Men den stikker dog ikke så dybt.
For dybest set er det livslysten i os, der kalder os frem. Ja, sådan er det.
Det er lidenskaben, der får os til at stå på tæer, længslen efter mere liv, der gør, at vi går ud af vort gode skind og rykker tæt ind på Gud med råbet om hjælp og frelse.
For når vi virkelig mærker, at vores tilværelse tømmes for liv, at alt bliver gråt og trist, når de andre ikke vedkommer os længere, og alt mister sin betydning, ja, så står valget mellem at lade stå til og resignere eller bede Gud om, at Han lader sin ånd blive i én, så den kan holde én oppe og give livslysten og livsmodet tilbage.
At blive berørt af Guds Ånd er netop at blive berørt af den opstandelseskraft, hvormed Gud lod sin egen søn stå op af døde – at det opstandelsesliv, som Jesus fik, må blive os til del.
At bede er som at lade sig falde ned i et forfriskende dybt vand og føle sig ét med det våde element – fri og ubekymret. Og stige op og føle sig som født eller skabt på ny
Indvarslingen af en ny tid, en ny måde at leve på, idet der ved opstandelsen sattes et tegn i verden, der forkynder, at Gud ikke er ligeglad med menneskers liv, men samler liv op, som er overset, spildt, undertrykt, fortabt og dødt. Opstandelsens Gud er en Gud, der forvandler det døde til liv.
Og dette er i egentlig forstand at mærke, at vi har betydning, at vi ikke er brikker i et spil, men indskrevet i et liv, der har mening og retning.
Det betyder på den ene side et forsonende lys over vores fortid, og på den anden side at der stilles skarpt på vores nuværende situation og gør den gennemsigtig for os selv, ligesom der peges fremad, hvilket giver mod til at gå ud i verden og mærke det liv, som kommer fra anden side som Guds liv – som Kristus i medmennesket.
For det at bede en bøn er at sammenligne med den situation, hvor vi kommer i knibe.
Så hyperventilerer vi og for at afhjælpe den stressede situation forsøger vi at få luften ned i maven. Det giver ro i kroppen.
Sådan er det også med bønnen som troens åndedræt, den ventilerer trykket, giver ro i kroppen og sjælen, så vi kan se virkeligheden i øjnene og stå op imod den.
Og rækker vi os lidenskabeligt ud mod den virkelighed, som er fyldt med godhed, kærlighed og retfærdighed, så vækkes længslen efter det gode liv.
Relationer kaldes frem og folder sig ud i et syn, som ikke bare er bagudrettet men også fremadrettet.
Længslen efter det gode liv falder sammen med Guds løfte.
Bøn er derfor at insistere på, at dette løfte kan blive virkelighed.
At bede er at holde fast på, at det umulige må blive muligt.
At give slip på alt det, både i én selv eller det omkring én, som binder og baster, så man føler sig lille eller rastløs, og i stedet overgive sig til foreningen med Gud, som giver en frimodig lethed.
Som at lade sig falde ned i et forfriskende dybt vand og føle sig ét med det våde element – fri og ubekymret. Og stige op og føle sig som født eller skabt på ny.
Bøn er tillige det, ikke kun at blive klar over, hvad der er det gode liv, men det er også et kald til at holde fast i det, sætte sin vilje ind på at realisere den umulige drøm som mulig virkelighed.
Det vil sige ikke vige tilbage og resignere, når virkeligheden går én på, men bevare sine visioner og vedgå sig sine længsler.
Det indebærer en tro på, at vi og vores omverden ikke skal nøjes med mindre end det bedste og det største: Guds rige. Det kan ikke umiddelbart ses, men det kan erfares og bevidnes.
Og at tro på den umulige mulighed – det er det eneste håb for fremtiden!
I Jesu navn – Godt nytår!
Amen
Andre prædikener:
Ethvert menneske går gennem tider og livslandskaber, hvor vinden begynder at suse. Det kan være som en vag uro. Det kan være et fjernt minde, der blaf...
Vi kan hverken tænke os frem til den opskrift eller anstrenge os så meget, at vi lærer den at kende. Guds bud, de ti bud, er der mange der kender. Og ...
Det var en helt almindelig hverdag. Det var overskyet, og morgenen lignede de fleste andre morgener. Da lød der et brag som ved et kraftigt jordskælv....
