De fleste vil sige, at det at miste et barn er noget af det allersværeste, noget af det der sværest at komme over. Når et barn dør, så slår det forfærdeligt hårdt. Og nogle kommer aldrig over det. Sorgen tager bolig og er ikke til at få til at forsvinde
Det der sker her i dag går langt ud over, hvad vi forstår. Ja, vi kan til nød forstå, at enken ønsker sin døde søn igen. Fortvivlelse og utrøstelig sorg har til alle tider fulgt med det at miste et barn. Alt er taget fra hende. Hendes eksistensgrundlag er væk!
Mange har prøvet at sidde hos lægen og få en diagnose som med ét ændrer deres liv radikalt. En knude i brystet, en plet på lungen, et modermærke. Så ofte bliver vi mindet om at overgangen mellem liv og død, at vejen mellem himmel og helvede ikke er lang
Sidste år så jeg et teaterstykke om en lille dreng ved navn Oscar. Han var alvorligt syg af kræft. Som dagene gik på sygehuset, blev han svagere og svagere. En morgen, da hans gode ven Rosa kom ind til ham på stuen, så hun en lille seddel på hans natbord.
Der stod: ”Må kun vækkes af Gud”.
Oscar lå helt stille i sin seng. Hun troede, at han sov, men da hun lænede sig forsigtigt ned over ham, forstod hun, at han var død.
Han ville ikke vækkes mere af dem. Men fuld af håb havde han ikke desto mindre været lige til det sidste.
Ånden flyver, hvorhen den vil. Ånden er fri og sand, den kan ikke bindes af noget. Ånden bindes altså heller ikke af døden eller af tab. Ånd bindes ikke at tekster eller af love. Ånd bæres af liv, og hvor liv gives, gives der også ånd.