At blive væk for sig selv

Evangelietekst

Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
Luk. 19,1-10

Prædiken

I torsdags havde jeg en grufuld oplevelse – mine nøgler var væk! Jeg havde haft dem, da jeg kom hjem fra min løbetur, men da jeg så lidt senere skulle ud af huset igen, var nøglerne pist væk! Ikke bare væk på den måde, at de ikke lå hvor de plejer, men fuldstændig væk! Jeg ledte hele huset igennem, ja selv i køleskabet kiggede jeg, for tænkt nu hvis jeg havde lagt dem der, da jeg skulle have noget koldt at drikke ovenpå løbeturen – men uanset hvor jeg ledte – nøglerne var væk!
Da jeg havde opgivet at finde nøglerne og fundet ekstranøglen frem, gav jeg det dog et sidste forsøg i kælderen, hvor mine løbesko står og dér på hylden over skoen, dér lå nøglerne! Min glæde var stor – mine nøgler var genfundet!

DruknerNu er det jo ikke kun nøgler, som kan blive væk. Mange ting kan blive væk – også os mennesker. Og det ikke kun i den forstand, at man kan finde sig pludseligt forladt af sin familie i supermarkedet eller i stormagasinet, og ikke ane sine levende råd om man skal gå til højre eller venstre, fordi man pludseligt er blevet væk fra de andre.
Nej, vi mennesker kan også blive væk fra os selv!
Jeg sad for nogle dage siden og slappede fuldstændig af ved fjernsynet og her så jeg så et brudstykke af et program, der hedder ”Mig og min mor”. Programmet handler om nogle unge kvinder i starten af tyverne og deres forhold til deres mødre. Man følger dem og deres hverdag, og alle de konflikter og gode oplevelser, de har med hinanden. 
I det afsnit, jeg så noget af, havde den ene mor sin datter med på en tur til Københavns Hovedbanegård og på Vesterbro og Istedgade. Her fortalte hun sin datter om de frygtelige år, hvor hun havde levet på gaden, fordi hun havde været narkoman – i håbet om, at hendes datter kunne lære af hendes fejltagelser og aldrig nærme sig sådan et miljø, hvilket der dog heller ikke var noget der tydede på, at hun var ved.

Midt i alt det ”reality” var det faktisk en rørende fortælling om et menneske, som var blevet væk fra sig selv, men som heldigvis havde fundet sig selv igen! Moderens historie er måske sat lidt på spidsen, men på mange måder kan vi blive væk fra os selv! Vi kan blive væk fra os selv, fordi vi måske er omgivet af mennesker, som har så meget brug for os, at vi helt glemmer os selv – fornægter os selv – opofrer os selv. Vi kan blive væk fra os selv, fordi vi er tynget af sorg over tabet af en elsket, eller så oppe på kærlighed og forelskelsens ubekymrethed eller så fyldt af vrede og misundelse, at vi lader os føre steder hen, hvor vi i virkeligheden slet ikke ønsker at komme, og hvor vi ikke længere kan kende os selv – hverken på godt eller ondt.
Vi kan blive væk fra os selv og den vi i virkeligheden er, fordi vores fokus måske kun er på arbejdet, karrieren, pengene eller jagten på prestige og anerkendelse. Der er mange måder, hvorpå vi kan blive væk fra os selv og det menneske, vi i virkeligheden er. Tit går det nok først op for os at vi er blevet væk, når vi har fundet os selv igen – enten ved egen hjælp eller andres hjælp. Jeg tror, vi alle kender situationer, hvor vi har kigget indad og sagt til os selv: ”det der, dét er jo slet ikke mig – sådan er jeg jo slet ikke!

Overtolderen Zakæus er også blevet væk – han ved det bare ikke i begyndelsen. Zakæus er tolder, og på Jesu tid var toldere nogle forhadte mennesker. Ikke bare fordi han krævede told ind, men fordi han krævede det på vegne af den romerske besættelsesmagt i Israel! Zakæus var altså ikke bare tolder, han var værnemager, han arbejdede for fjenden – og derfor var tolderne ringeagtet af alle andre!
Zakæus hører, at Jesus kommer til byen og som så mange andre, vil han også se ”giraffen”. Derfor klatrer han op i et morbærfigentræ, da han ikke var særlig høj, for bedre at kunne se Jesus. Dér, oppe i træet, får Jesus øje på ham og han kalder Zakæus ned og siger, at ”i dag vil jeg være gæst i dit hus.” Zakæus skynder sig ned fra træet og tager glad imod Jesus – og pludselig er han som forandret!

man in praisePludseligt vil han give halvdelen af sin formue til de fattige. Pludselig vil han give firedobbelt tilbage, hvis han har bedraget nogen – hvilket det tyder på, at han har. Pludselig er Zakæus ikke den samme tolder, som han var, da han klatrede op i et morbærfigentræ den dag i Jeriko! Zakæus er blevet en anden – eller måske er han i virkeligheden blevet sig selv!
”I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” Sådan lyder Jesu afsluttende ord i fortællingen om overtolderen Zakæus. Der er kommet frelse til Zakæus’ hus – Zakæus er blevet frelst – han er blevet fundet igen, som det menneske, han er!

Han er fundet, han er frelst. Ikke fordi han doneret en masse penge til de fattige eller fordi han vil give firedobbelt igen af, hvad han har stjålet. Nej, Zakæus er frelst, fordi også han er søn af Abraham, fordi også Zakæus er menneske, fordi også Zakæus er elsket af Gud, præcis som vi alle er det, elsket for det menneske, vi er!
Og derfor synes jeg, at fortællingen om Zakæus er sådan en fantastisk og opmuntrende fortælling, fordi den fortæller os, at uanset hvor fortabte vi kan blive for os selv, uanset at vi kommer helt der ud, hvor vi vælger at arbejde for ”fjenden” som Zakæus – en ”fjende” som kan have forskellige skikkelser, alt efter hvem vi er – at uanset, hvor væk vi i perioder i vores liv, kan være for os selv – på grund af alverdens ting – sorg, kærlighed, arbejde eller noget helt andet – så er vi aldrig væk for Gud!

Og lad os alle tage den vished med os ud i det liv, som ligger foran os; at vi altid vil blive fundet. Ikke som en blanco check til at søge mod de mørke hjørner i livet, hvor risikoen for at blive væk er overhængende. Men som en fast tro på, at vi roligt kan kaste os ud i livet med alle de udfordringer og oplevelser – glæder og sorger – der er i vente, for Gud er med os. Ikke i kraft af hvad vi får præsteret og hvad vi evner eller formår, men i kraft af at også vi er Abrahams børn – i kraft af, at også vi er elsket betingelsesløst af Gud – og aldrig nogensinde overladt fuldstændig til os selv, uanset hvor væk vi kan blive. Og det er en vished, der langt overskygger glæden ved at genfinde sine nøgler.  

Amen.

Kunne du lide prædikenen? Del den med dine venner.

Livet er en gave – og en opgave!

Evangelietekst

Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.

Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.
Luk. 5,1-11

Prædiken

Nye og uforudsigelige indsigter får i evangeliet tyngde, når de serveres i kendte gloser og ord. For så føler vi os med ét hjemme i det fremmede og tager det til os. Med ord vi kender, billeder af erfaringer, vi kan genkende, som har været skjult i det indre og derfor ikke umiddelbart tilgængelige.
Det gamle bliver nyt. Og evangeliet får os til at se tingene på en anden og ny måde. Det får os til at lægge mærke til noget, som måske hele tiden har været der. Men det har været skjult, tvetydigt eller gemt. Videre medgiver evangeliet, at forståelsen af sig selv og af andre mennesker tager tid. I hvert fald hvis der ønskes mere end overfladiskhed.

At finde den rette hylde, at træde i karakter eller tage ansvar for sig selv er den opgave, som livet stiller, og som også er en opgave for livet, for vi bliver aldrig færdige med os selv.

Jesus med en lille gruppe discipleVi begynder i dag i en lille båd – i verdens første kirkeskib. Blandt trætte og modløse mennesker.
Det er i øvrigt underligt, at det ikke med så meget som ét ord fortælles, hvad det var, Jesus sagde fra den båd. Vi får kun at vide, at han underviste. Og kort efter fik ordet »undervise« en helt anden betydning, nemlig denne, at han viste dem et under. For da Jesus havde talt, bad han disciplen Simon Peter om at lægge ud på dybet til fangst. Og som i en anden situation protesterede Simon Peter vildt og inderligt: “Vi har slidt hele natten uden at fange så meget som en skrubbe.” Men så føjer Simon Peter til: “På dit ord gør jeg det.”

Hvorfor siger han i grunden det?
Ja, umiddelbart lyder det som: “Hvis vi bliver til grin – og det bliver vi sandsynligvis, for vi har jo lige prøvet uden held – ja, så siger jeg altså, at det var dig, der sagde, at vi skulle prøve igen.” Simon Peter skal med andre ord ikke have sin faglige stolthed beklikket af én, der måske ved noget om Gud, men sikkert ikke ved ret meget om fiskeri. Men hans tvivl bliver unægtelig gjort til skamme. Da garnene kastes ud, er der så mange fisk, at de må have assistance fra en anden båd. Og da er det, at Simon Peter udbryder eller nærmere aflægger en bekendelse: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!” 
Både Simon Peter og alle de andre er rædselsslagne over det under, de har været vidner til. Et under, der skrækker, skønt det fryder.

Evangelisk er der en parallel til dette, omend på en noget kringlet facon. Det er i en senere situation, hvor Jesus siger til Simon Peter, at han er salig, eftersom hans bekendelse ikke skyldes ham selv eller hans egen fornuft. Og Simon Peter får at vide, at hvad han binder og løser på jorden, det skal være bundet og løst i himlen.
Men den fortælling slutter ikke der. For da Jesus begynder at antyde, hvad der venter ham, protesterer Simon Peter: “Gud bevare dig, Herre, sådan må det for alt i verden ikke gå dig!” Og Jesus siger: “Gå bort fra mig.” Simon Peter kaldes endda for Satan, fordi han som Fristeren i ørkenen vil have Jesus til at gå en anden vej end den, han skal gå. Men Simon Peter gik ikke bort fra ham. Og Jesus går ikke bort fra Simon Peter. Tværtimod siger han: “Frygt ikke!” Og han tilføjer: “Fra nu af skal du fange mennesker.”

Det lyder ikke umiddelbart særlig rart.
Noget med at få folk i sine garn, få tag i de unge, eller værre endnu: få fat på dem, vi ellers aldrig ser. Men pointen er, at han, Simon Peter og de øvrige disciple – eller måske rettere vidner til dette under – fremover skal fange deres tilhøreres opmærksomhed ved ufortøvet at forkynde Jesus som Kristus, den levende Guds søn. Da gribes enhver af glæde.
Begge Simon Peters bekendelser: “Jeg er en syndig mand” og “Du er Kristus, den levende Guds søn”, siger under ét, at et liv uden Gud er tomt og meningsløst. Helvede, med andre ord.

Det er det eksistentielle og essentielle i dagens evangelium.
Og dermed er det også, endnu en gang, en understregning af at livet er en gave, skænket af Gud, som vi i al ydmyghed kun kan tage imod. Men samtidig er det også en opgave, som vi må tage på os. Altså såvel gave som opgave. For vi er Guds medarbejdere eller Guds medspillere, hvorfor det er vores pligt at de spirer, Gud har plantet i os, skal gro, spire og komme til udfoldelse ved vores aktive medvirken. Gaven og opgaven er uløseligt forbundet, og med Guds hjælp bliver dén, vores særlige liv her på jorden. Det enestående liv eller den eksistens, som er vores selv. Derfor skal vi også helst have overblik, være i balance med os selv, være modtagelige, have åbne sanser og være autentiske.
Det lyder umiddelbart overvældende og tungt. Men det er det ikke.

Selvfølgelig skal vi være indstillede på, at det ikke er nemt. Derfor kræver det, at vi har tid – god tid til at holde overblik. Eller sagt med andre ord har tid til at gøre det langsomt, hvormed de tunge byrder åndeligt talt bliver lettere. For ved at gøre det langsomt er det muligt at få sjælen, psyken og ånden med. Og dermed tillige muligheden for at forankre erkendelser og være bevidst om menneskelige reaktioner, stemninger og følelser.

instructor handed someone a helping handDrivmidlet dertil er tillid – også i denne sammenhæng, hvor gensidighed og ligeværd er eksistentielle grundforhold. Tillid er altså at være i øjenhøjde med hinanden, og det er at have fokus på livsværdier, individuel respekt og den individuelle personlighed i hvert enkelt menneske. Ligesom at blive troet på, for en hver af os forøger både motivation og ansvarlighed, samt fremmer lysten til at prøve nyt, tage initiativer og gøre en forskel. Dette er det stik modsatte af taktisk adfærd, uigennemskuelighed, manipulation og skjulte dagsordener.

Tillid er åbenhed, og det er sårbarhed. Men det er også styrke. For tillid frigør energi, og det bliver i og med tillid muligt at prioritere det vigtige og det rigtige i tilværelsen. Derfor er det vigtigt at tro. Det er det for mig personligt – og det er det vel at bemærke i mere end en forstand. For ved troen på at Gud er trådt ind i historien, tilvejebringes en konkret livsstil, en fremtrædelsesform og en væremåde. Det vil sige at når Jesus åbner munden og taler, åbner han porten til Guds rige. Hans fodspor er afsættet til Guds rige, og det bliver klart, at det er et rige, der er her allerede og endnu ikke, og alligevel er det midt iblandt os.

Det medfører for mig, at det at tro også er at tro på andre mennesker, på muligheder, på resultaterne af gennemførte planer. At tro på, det lykkes, at tro på, at vi skal nok klare det, at tro på, at ordentlige værdier overlever og vinder i det lange løb. Hvis vi tror, har vi hjertet med, og da er det noget lettere at synliggøre sin tro ved at signalere sit eget engagement, sin entusiasme, sin begejstring og sin glæde.

Amen 

Kunne du lide prædikenen? Del den med dine venner.

Det kan være svært at tro

Bibeltekster

Kærestepar tilgivelseVel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft – der står jo skrevet: »De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre.« Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. [For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.] 
1 Korintherbrev 1,18-21[22-25]

—–

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«
Markusevangeliet 4,1-20

 

Prædiken

Hvorfor er det så svært at tro? Rigtig mange af os vil meget gerne tro – formodentlig alle os som er her i dag. Men helt ærligt; det er ikke altid så enkelt. En konfirmand – og man kommer faktisk ofte til at høre sandheden fra konfirmander og børn – en konfirmand spurgte, om jeg aldrig tvivlede. Tvivl er en rationel følelse. For mig i hvert fald handler det egentlig mere om et tomrum, et ingenting dér hvor troen skulle have været. Som mennesker er vi alle sammen forskellige og udfordrede af troen på forskellige måder, men rigtig mange af os vil inderligt gerne tro. Det er også derfor vi går i kirke. Vi føler nok, at kirken er troens sted, og derfor tager vi herhen om søndagen i en slags håb og forventning om at få noget, som vi mangler.

Der er helt sikkert mange forklaringer på den mangel. Når troen har så svært ved at bide sig fast, er det vel fordi, den møder stærk modstand; både fra alle de urimeligheder, der sker i verden. Der er meget lidelse og ondskab, sygdomme som ødelægger et lykkeligt familieliv, måske vores eget, børn i fjerne lande, som dør af sult på grund af andres undertrykkelse, magtkamp og grådighed. Det gør det svært at tro.

Men det er også svært at tro, ikke pga. verdens urimeligheder, men af yderst rimelige og rationelle grunde, som kan forklare alt muligt i verden uden at levne den mindste kvadratcentimeters grund til at tro på Gud. Der er intet indlysende behov for Gud til at forklare verdens tilblivelse. Ikke engang religionen behøver Gud som forklaring. Neurologi er fuldt tilstrækkeligt til at forklare, hvorfor mennesker er religiøse.

Jøder kræver tegn, før de kan tro midt i urimelighedernes mørke – og grækere kræver visdom, gode, rationelle forklaringer. Men VI, vi vil bare så gerne tro. Desværre er der ikke ret mange gode grunde til det. Korsets visdom, troens altså, har ikke andre grunde for sig end sig selv. Troen er den eneste grund til at tro. Men søndag efter søndag opdager vi, at den er rigelig grund i sig selv. For troen åbner til en helt ny oplevelse af verden, nye erfaringer med verden i rigtig mange sammenhænge.

Kristus på korset viser, hvor retfærdige vi i realiteten er. Dvs. korset udelukker enhver menneskelig selvretfærdighed. Dermed bliver alt det, vi lever af, vores indtægt og sociale sikkerhed, Guds gode gaver. Korset gør den afgørende forskel, som lader os opleve alle vores sociale og økonomiske goder som det, de dybest set er: Guds gaver – ikke vores fortjeneste! Det gør taknemmelighed til en naturlig følelse.

Korset betyder nyt syn, ny tilgang – faktisk til hele verden. Vores medmennesker bliver nogle vi skylder omsorg, respekt og opmærksomhed. I lyset af korset bliver naturen tydelig som Guds skaberværk, så den ikke bare er et respektindgydende ophav til menneskeliv, men også så al den urimelige lidelse, som altid har været og vil være i naturen, holder op med at være en modsigelse af troen. Det der skete for Gud på korset, rummer al lidelse: både den menneskeskabte og den naturlige.

Korsets dårskab, Guds visdom, som Paulus talte om i epistlen, bringer glæde og lys ind i verdens urimeligheder og snusfornuftige selvfortolkning. Men det er altså svært at tro. Lige så snart man har styr på det, kommer snusfornuften snigende og gør troen til en bortforklaring – og man står dér med sin tomhed eller sin tvivl. Om det er mest oplagt at græde eller grine af sig selv, er et personligt spørgsmål.

Dagens tekst om sædemanden og de forskellige jordbundstyper er en slags illustration af status quo. For én ting er, at troen umiddelbart konfronteres af tilværelsens urimeligheder og af videnskabelige indsigter, men vi der gerne vil tro, befinder os som bekendt også i forskellige kontekster, som øver indflydelse på os.

I denne uge gennemfører jeg og mine kolleger et kunstprojekt med 8. årgang fra en af sognets skoler, hvor vi arbejder med begrebet tilgivelse: Vi sidder så i et gruppearbejde og jeg lægger mærke til, at der er en høj dreng, som ikke rigtig siger noget til de spørgsmål, som vi gennemgår. Det viser sig, at han er ny i klassen, og har været genstand for alvorlig mobning gennem alle sine første 7 år på den anden skole. Han er blevet slået på, frosset ude, man har kastet sten efter ham. Han er ret aggressiv, og han har det meget svært med tilgivelse og med at åbne sig og vise tillid. Men tro er tillid. Så det kan godt være, at nogen kommer med Guds ord til den unge fyr, men han har oplevet så mange sten og så mange tidsler, så det er rigtig svært at få Guds ord til at slå rod i hans hjerte.

Mobning kan også være en ødelæggende realitet på voksnes arbejdspladser. Og lignelsen om sædemanden har jo ret. Der er mange former for jordbund, som er alt andet end fremmende for Guds ord. Konkurrencementalitet og ”mig selv først” betragtes som fremragende egenskaber i mange sammenhænge, og de importeres ufortalt til endnu flere sammenhænge så som familieliv og kirkeliv, hvor de ødelægger alt, de kommer i nærheden af. Ægtefæller der konkurrerer i stedet for at elske – sogne som konkurrerer med hinanden om størst popularitet og hvem der har magten i stedet for at samarbejde. Hvordan skulle Guds ord kunne slå rod i sådan nogle sogne og sådan nogle ægteskaber?

Men selvfølgelig findes der også god og frugtbar jordbund. Heldigvis. Jordbund, hvor ordet kan slå rod og bære det gode livs frugter, hvor mennesket sætter mere godt i verden, end det forbruger – hvor det møder medmennesket med tillid og opmærksomhed, så det føler sig anerkendt og taget alvorligt.

Godt. Men det interessante spørgsmål er, om jordbunden kan gødes, og hvordan man gør det. Den føromtalte unge mand tager del i et kunstprojekt, som kan billedliggøre den jordbundsforbedring, som udfordrer alle mennesker. Han skal bruge sine evner og øse af sine talenter til at skabe et produkt, som han kan stå inde for. Men hele tiden bliver han holdt fast på en række centrale bibelske tekster om tilgivelse, tekster som gør modstand, og som man ikke kan gøre sig færdige med – fordi de overskrider enhver rimelig grænse for, hvad der kan tilgives. En tolder ved navn Zakæus finder tilgivelse, selv om han har ødelagt utallige menneskers liv. En fortabt søn finder tilgivelse, selv om han har udvist den dybeste foragt for sin far.

Guds ord konfronterer ustandselig vores fornemmelser for almindelig anstændighed. Da kunstprojektet ikke er færdigt, kan ingen vide hvad resultatet bliver. Og sådan må det være: Et uafsluttet eksperiment på at forene støv og ånd. Det er Guds ord selv, der bereder jordbunden, så den forhåbentlig kan blive bedre og mere frugtbar. Det gør det ved igen og igen at sprede sin guddommelige sæd, sine guddommelige sædekorn ud over alting og sætte gang i mange overraskende og forunderlige former for vækst. Det er derfor vi kommer i kirken igen og igen for at høre Guds ord.

Amen

Kunne du lide prædikenen? Del den med dine venner.

Du skal stoppe voldsspiralen ved at vende kinden til

Vi er alle sammen en af de mindste. Det viser dagens tredje billede med det fortabte får, som vi forstår var en syndebuk, der ikke længere kunne være i flokken. Hyrden går ud og finder fåret og er sammen med det i den svære stund

Evangelieteksten

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. 

Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.
Matthæusevangeliet 18,1-14 

Prædiken

Det er hele tre meget forskellige og foruroligende billeder, der bliver malet frem for vore øjne.

Først det lille barn, som Jesus hiver ind midt imellem alle de store voksne fremmede mænd med alvorlige miner, der står og diskuterer. Barnet bliver brugt som et eksempel på en af de mindste, der skal blive de største i Himmeriget. Barnet forstår ingenting, men står bare helt stille og stirrer ned i jorden og ønsker sig langt væk. Og så begynder Jesus at tale om afhuggede fødder og hænder, og øjne, der skal rives ud…

Det er så det andet billede, som får det til at gyse i os alle sammen. Hvor vil han hen med den voldsomme tale? Bliver vi frelst af at hugge vores egen fod af – ved at lemlæste os selv? Det er der da heldigvis ingen – heller ikke fundamentalister, der har fundet på at gøre, så vidt jeg ved. Selvom det står her sort på hvidt i Bibelen, at det skal man! Nogle ting kan åbenbart godt forstås symbolsk – selv af de bogstavtro. Heldigvis.

Og det Jesus beskriver er netop noget, der kun kan beskrives symbolsk. Han taler om den største trussel overhovedet mod vores liv og lykke. Det man med et andet symbol kalder Helvede. På moderne dansk hedder billedet en voldsspiral. Helvede på jord er en voldsspiral og en af de mest populære måder at standse sådan en på, er ved at finde en syndebuk. Der er altid en af de mindste, som kommer til at bære al den skyld, vi ikke selv vil kendes ved. Når først vi har fundet syndebukken, kan vi kaste ham eller hende ud af vores fællesskab og freden er genoprettet – for en tid.

Det er dit ansvar at stoppe den voldelige trafik – og hvis det er helt umuligt at lade være med at slå tilbage, så må du hugge hånden af

Voldsspiraler og syndebukløsninger har eksisteret lige så længe, som mennesker har levet sammen. I enhver forsamling, samfund eller arbejdsplads opstår der usynlige spændinger mellem mennesker. Vi skal hver især finde vores plads i sammenhængen og vi lurer på hinanden: hvad siger hun om mig, hvorfor gjorde han det eller det, hvem har brugt min kaffekop osv. Alle de små usynlige spændinger kan ikke ses og man er sjældent klar over, hvordan man selv bidrager til at bygge spændingen op. På en arbejdsplads eller i en skolegård, hvor man end færdes, bærer man spændingerne med sig fra de andre sammenhænge man indgår i.

Vi ser ikke spændingerne, men resultaterne taler for sig selv. Ofte kan spændingerne udløses i ondsindet sladder og fordrejede sandheder og det er altid ”de mindste” det går ud over. De som er allermest afhængige af fællesskabet – ligesom et barn er afhængig af sine forældre. Det er den sammenligning Jesus drager mellem barnet i midten og syndebukken, der kastes ud af midten. ”De mindste” er alle verdens syndebukke, der fuldstændig uden skyld kommer til at bære fællesskabets samlede skyld.

I Det gamle Testamente tog jøderne simpelthen en buk engang imellem og pryglede den ud af byen – ud i ørkenen til den visse død. Den kollektive voldshandling kunne aflade de indre spændinger for en tid og freden i byen kunne bestå.

Hitler og nazisterne fandt senere en syndebuk i jøderne. Skylden for alt, hvad der ikke fungerede i Tyskland og også i Europa. Holocaust var udløsningen på en laang voldsspiral. Skylden for alt, blev lagt over på jøderne og med dem fjernet fra fællesskabet. Det var en udrenselsesproces i mere end en forstand.

Jesus blev med sit liv og død et symbol på en anden vej ud af de små og store voldsspiraler. Han siger fx, at den eneste måde at stoppe en spiral på er at vende den anden kind til, når nogen slår. Og så opfatter han sig selv som verdens sidste syndebuk. Han tog al skyld på sig og døde med den. En gang for alle – væk med den voldelige skyld, som vi går og lægger fra os selv over på de andre. Væk med den – rent bord, fra nu af. Og korset blev kristendommens vigtigste symbol. Alle voldsspiraler kan tages i udspringet med et kors. Men det kræver selvfølgelig, at man tror på korsets kraft. Symbolet i sig selv gør ingen forskel, det kan man ikke gemme sig bag – det er troen, der flytter bjerge.

I dagens tekst med de afhuggede lemmer er det samme ærinde, Jesus er ude i og det lyder så voldsomt, fordi det er voldsomt. Du må aldrig lægge din skyld over på en af ”de mindste”. Det er dit ansvar at stoppe den voldelige trafik – og hvis det er helt umuligt at lade være med at slå tilbage, så må du hugge hånden af. Hvis dit øje ikke kan lade være med at udse sig en syndebuk, der skal bære din skyld for dig, så riv det øje ud.

Og hvis du har svært ved at se din egen skyld – din egen lille andel i al verdens vold, så må du i gang med at lede efter din skyld. Din skyld er det du skylder Gud. Han siger: ”Alt hvad I gør mod en af disse små, det gør I mod mig” Den der skylder Gud noget er en synder. Skyld og synd er i denne sammenhæng det samme. Og i den forstand er vi alle syndere.

Men vi er også alle sammen en af de mindste. Det viser dagens tredje billede med det fortabte får, som vi forstår var en syndebuk, der ikke længere kunne være i flokken. Hyrden går ud og finder fåret og er sammen med det i den svære stund. Men de 99 andre får er pludselig alene – uden hyrde til at passe på sig. Pludselig er de de fortabte.

Og tekstens sidste sætning er vores trøst, hvis vi frygter dommedag. ”Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.”

Vi er alle syndere og vi er alle de mindste. På dommedag går skellet ikke mellem dem og os, men ned igennem enhver af os. Også de døde. Det i dig, der ikke kan eller vil se din egen skyld – den hånd, der ikke kunne lade være med at slå – det øje, der stirrede ondt – alle de kræfter i dig, som ikke tåler evighedens lys – de skal rives af dig og brænde op i helvede

Men resten af dig – din tro, dit håb, din kærlighed – alt det, der tåler at komme for en dommedag – det vil blive optaget i evigheden – i himmerige.

Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Kunne du lide prædikenen? Del den med dine venner.

Livet koster dig livet

Evangelieteksten

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« 
Matthæusevangeliet 21,28-44

Prædiken

Tænk, at livet koster livet. Sådan har vi lige sunget med Jørgen Gustava Brandts poetiske ord. Salmen hører til de nye salmer, det kan betale sig at smage og tygge på. Det er ikke det hele, som er lige let fordøjeligt. ”Hver fornemmer, jegets tremmer” hedder det. Jegets tremmer. Et fængsel vi sætter op for os selv? Måske er det jegets tremmer, der lukker os inde og spærrer, så vi siger et, men gør noget andet. Siger ja, men lader være alligevel. Fordi vi holder fast på os selv og det, som er vores. Vi kan udmærket følge Paulus i hans tankegang, når han siger, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Jegets tremmer er en forhindring for os i at gøre det gode, det rigtige og det sande. Og måske kan jegets tremmer endda være af en sådan art, at vi bilder os selv ind, at vi gør det rigtige. Vi siger ja, og bilder os ind, at vi gør, hvad vi skal, men det lykkes ikke.

Det betyder ellers noget for os. Sammenhængen mellem det, man siger og det man gør. Man behøver bare at kaste et blik på politikernes meningsmålinger i de seneste måneder. De cykler op og ned, netop fordi medierne opsnuser, at der ikke er sammenhæng mellem det, de siger og det, de gør. Og det koster så troværdighed. Men hvad så med os og vores troværdighed? For der er jo ikke altid sammenhæng. Vi har bare ikke nogen medier til at sætte spot på os og vores livsførelse. Før nu. For i dag oplever vi alligevel, at pilen også peger på os. Evangeliet om vingårdssønnerne er om os. Om vores troværdighed og vaklende konsekvens. Om at sige ja til noget, men gøre noget andet. Eller sige nej og så alligevel gøre det rigtige. Det er ikke altid en bevidst handling. Det er bare sådan det bliver for os, kan vi se. Og de gange hvor vi indser, hvor mangelfuldt det hele er for os, mærker vi desperationen. Hvorfor kan det ikke lade sig gøre for os, at leve mere ægte eller mere helhjertet? Hvorfor er vi spærret inde i vaner og tomme illusioner, hvis det kunne være anderledes?

Hver fornemmer, jegets tremmer rykkes ud i pausero. Salmen sender som et fyrtårn glimt af forklarelse over moderne menneskers liv. Midt i desperationen over den manglende sammenhæng i vores liv, over splittelsen i at have nogle idealer for hvordan livet skal leves og samtidig erkende, at praksis er noget helt andet, da kaster fyrtårnet sit forklarende lys ind over os. Lader os oplever pausen, roen som kan indfinde sig, når noget, udenfor os selv, rykker jegets tremmer fra hinanden og giver os luft. ”hvert et skridt du ta’r så frit nu, er identisk med din tro.” Jegets tremmer rykkes væk fra hinanden af Jesus. Der er en mulighed for at finde tilbage til det gode udgangspunkt, som sønnen, der siger nej, men alligevel gør sin fars vilje.

Og disse små fortællinger om at sige ja og nej og kunne fortryde er gode at have i baghovedet, når vi hører den næste lignelse, for den er unægtelig noget barsk. En vingårdsejer, hvis udsendinge prygles eller dræbes. Det opfordrer til strenge straffe eller måske endda til hævn. Sådan noget skal ingen kunne slippe af sted med, det kan vi hurtigt blive enige om. Men også den lignelse drejer sig om os og om vores liv.

Om hvordan vi har livet til låns og skal stå til regnskab for forvaltningen af det. Tænk at livet koster livet, det er altid samme pris. Slår vi budbringeren ihjel? Vil vi ikke høre sandheden om vort liv? Ikke nødvendigvis. Inderst inde ved vi det godt. Vi ved godt, at det ikke altid forvaltes, som det burde. Vi kender godt fornemmelsen af, at gå i seng efter en lang dag, hvor man egentlig ikke synes, man fik udrettet særlig meget. Eller vi kommer i tanke om, at vi igen glemte at få ringet eller få skrevet til den eller den, som havde en mærkedag af en art. Eller morgenstressniveauet nåede nye højder, så man fik vrisset så grundigt af hinanden, at det endte med at påvirke hele dagen. Jo vel kender vi det. Og det gør os forstemte, for det var jo slet ikke det vi ville eller håbede for vort liv. ”Høje drømme, dybe strømme, gynger i hvert åndedrag.”

Glimtvis oplever vi, at der er noget andet. ”Kom med glæde, vær til stede! Tanken spreder øjets dis. Rigt og bredt går livet ned i evighed.” Vi skal bare have fat i det. Hjælpes til det. Og så mødes med barmhjertighed.

Da Jesus fortæller lignelsen, er tilhørerne ikke i tvivl. Vingårdsforpagterne fortjener et ondt endeligt. De har ikke levet op til deres del af aftalen. Og udlagt på denne måde, må vi give dem ret: Nogle, der forvalter det, der er blevet dem betroet i tillid, så forfærdeligt, de har ikke fortjent bedre. Den strenge og uforsonlige Gud agerer vel egentlig ikke anderledes, end vi selv ville have gjort. Også vi kræver, at noget bærer frugt. Vi vil ikke finde os i, at selvom vi anstrenger os og følger alle forskrifter til punkt og prikke, så fungerer det ikke. Er det sådan, skal det sandelig hugges om, så hellere satse andre steder. Det ikke værd at gemme på. Et ægteskab eller venskab, der ikke fungerer trods omhyggelig pleje, hugges om. Et arbejde vi ikke bryder os om trods de inderligste anstrengelser, siges op. Jo, det er kun rimeligt. De anstrengelser vi gør os i alle livets forhold skal gerne bære frugt, ellers er det omsonst. Det er skønne spildte kræfter. Det sætter vi egentlig slet ikke spørgsmålstegn ved det rigtige i. Den strenge Gud reagerer kun ret og rimeligt. Og alligevel håber vi inderligt, at der er en anden udvej. At han ikke vil reagere som det er ret og rimeligt. At vi som sønnen, der fortrød, har muligheden for at få en chance mere.

Og det er muligt. Dommen lyder godt nok, at Guds rige tages fra os. Men det gives os igen, når vi indser hvem vi er og hvor vores plads er. At verden ikke står og falder med os, at det ikke er mig, der er dens omdrejningspunkt, men Jesus der er selve den hovedhjørnesten, hvorpå det hele er grundlagt. Jegets tremmer trækkes til side og det fantastiske er, at det er der en frihed i. Friheden er ikke at være enerådende herre i eget liv. Selv at skulle skabe sig sin lykke. For hver gang vi forledes til at tro det, går det galt. Vi har brug for lysglimtene, der lader os se os selv og vort liv i det rette perspektiv. ”Hvert et skridt du ta’r så frit nu, er identisk med din tro.” ”Mærk alt liv, går udad ! –Giv! For tro er liv.” Vi bliver ikke frataget vort ansvar. Hverken for os selv eller hinanden. Vi skal stadig yde vort og bygge med på vores eget og andres liv, med de byggesten vi hver især har fået betroet. Men hovedhjørnestenen ligger fast. Kristus. Som den, der skal bygges op omkring.

Godt nok er vi ikke altid særlig ordholdende i vores ja og nej til Gud. Men Gud har til gengæld givet os sit JA. Rungende og klart. Det gælder. Vi må arbejde i hans vingård igen.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kunne du lide prædikenen? Del den med dine venner.